Je suis Charlie?

Så bliver der slået uskyldige mennesker ihjel i Paris, og hele Europa fyldes med afsky. Det er jo ikke så underligt! De mennesker, som har udført denne handling, er nogle kujoner som med deres handlinger giver anledning til at tro, at de står tilbage i udvikling, sammenholdt med vores generelle forestilling om, hvilket niveau vi er nået til som race.

Hurtigt er mange af vore folkevalgte representanter (Helle T., Lars L. Özlem etc.) ude og give udtryk for deres representative afsky, som jeg må formode, vi alle tager del i, hvis vi ellers er mennesker, som står på et højere udviklingstrin end de kujoner, som har dræbt uskyldige i Paris.

Og hvad sker der så?

Så bliver der dælendundreme lukket op for Danmarks åndelige kloak i kommentarfeltet hos de pågældende folkevalgtes fordømmelser af udåden, og det vælter frem med alskens smålige kommentarer og xenofobiske opstød, der får én til at betvivle, at de danske primater er så udviklede endda.

Hvis man vil fred og fordragelighed, så må man leve fred og fordragelighed. Man må tænke det. Sige det. Skrive det! Der er ikke megen fred og fordragelighed i de mange kommentarer. Der er hævntørst! Og hævntørst er netop, hvad der drev de ynkelige udådsmænd i Paris til at handle i dag. Hævntørst i yderste og ukontrolleret potens. Det er en farlig vej at gå, og jeg kan se, at der er mange af mine landsmænd, der leger med ilden.

I Paris er folk samlet i sympati med de dræbte og i protest over den utæmmede småligheds ødelæggende vildskab. Folk. Mennesker. Af alle mulige religiøse, sexuelle, politiske og Gud/Allah/Buddha/Krishna ved hvilke observanser. Det er betyder ikke noget i dag (eller nogen som helst anden dag i øvrigt). De er i stand til at skille skidt fra kanel og se ud over alle mulige daglige stridsspørgsmål, fordi det her er større. Der er ikke noget at være uenig om her. De er mødt frem for at vise, at de også er ramte, fordi de dræbte er mennekser. Nogens børn og børnenebørn. Nogens mand, kone eller kæreste. Nogens forældre.

At begynde at koge sursuppe på dén begivenhed er smagløst og småligt og fører ingen vegne.

Med henvisning til én af mine personlige helte, nu afdøde Patriark Pavle af Serbien, så lad os nu være mennesker, for Guds skyld! Alt andet er håbløst!

You have a comment? Don't be shy!

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.