Email subscribtion

Subscribe to this page and get email notifications whenever new posts are available.

Skriv din email adress for at abonnere på denne side og modtag besked i din indboks, når der er nye indlæg.

Your email address:

Delivered by FeedBurner

Archives

Categories

Fun facts

Summer is upon us, and let’s celebrate with a bunch of interesting facts

Click to see the next picture (or simply wait)…

View – pladeanmeldelse

Melankoli er ikke en følelse af håbløshed og tristesse. Den er rummet, hvor mennesket indfinder sig med sig selv i refleksiv egen-accept. Nogenlunde sådan beskriver Tom Sonntag hensigten og drivkraften bag ved hans seneste og femte album “View”, som er udkommet i maj 2017. Her bliver vi taget med på en rejse ind i et univers, der genlyder af Nordens høje og sorte, stjerneklare nat, hvor menneskene lever i respektfuld sameksistens med den natur, de er vokset ud af, som de lever i og lever af i en gensidigt betingende dans og vekselsang.

Instrumenteringen på albummet består af piano, harmonika, guitar, cello, tværfløjte, percussion og bas, og der er arbejdet med lydscenarier, både elektroniske og optagelser fra hverdagssituationer med mennesker — både store og små. Der er både instrumentale numre, hvor der bliver givet god tid til at lade klangrummene stå som store åbne landskaber, og der er sang, både med og uden tekst som bevæger sig i retning af samiske joikende besværgelser, hvor der samarbejdes med overjordiske kræfter, vi knap nok forstår, men som slynger sig lydløst og indtrængende ned mod jorden, hvor vi står og forstummede lader os indhylle i nordlysets overvældende kraft.

Tonen på albummet er søgende og afventende. Der er nærmest tale om en musikalsk sansning af verden og menneskets indfældethed i den, uden intentioner om at aftvinge fortolkninger eller forklaringer. I nummer efter nummer udfolder sig en meditation og indøvelse i modtagelse af virkeligheden i sin overvældende såledeshed og en invitation til at blive ét med den i tid og sted — nu og her.

Der er således ikke lagt op til hygge-muzak og ligegyldigt fraserede floskler. Der er kæmpet med det musiske udtryk. Der har fundet en bemægtigelse sted, og skal man kunne mærke dette, må man selv sætte sig for at bemægtige sig virkeligheden bag overfladen i musikken. Ikke at der er tale om svært tilgængelige fraser eller harmonier — udtrykket er sådan set letforståeligt nok og kræver ingen særlige forudsætninger eller manualer. Men nøglen til tilegnelse af musikken ligger i musikken selv, og skal man få øje på den, skal man beslutte sig for at lytte koncentreret, for at den lukker sig op.

Og det gør man så — venter.  Og så gør den det — lukker sig op. Og så står man dér midt i håbets gigantiske melankolske katedral, hvor mennesket forener sig umærkeligt med resten af verden i vægtløs gensidig accept.

Jeg er (måske) dansk

Mine aner siges godt nok at gå ad H… olland og Sverige til, men her er jeg i hvert fald født. Og her har jeg i en vis forstand hjemme.

Jeg har en fætter. Ligesom en masse muslimer har. Og hinduer. Og buddhister. Faktisk forekommer fætre og kusiner i stort set alle kulturer og religioner. Nå, men han gav tidligere i dag udtryk for, at han opfatter danskhed som omsorg, kærlighed og rummelighed. Respekt, mangfoldighed og fleksibilitet.

Om alle disse ting er det særligt danske, skal jeg lade være usagt.

Jeg husker nemlig også Janteloven, som jo i virkeligheden bare er smålig skindsyge sat på vers. I tegnefilm sidder der af og til en djævel på den ene skulder og en engel på den anden. Så skal der træffes en beslutning! Enten, eller! Det skal der også nu for tiden – og det her er ikke en gang en tegnefilm. Det er overhovedet ingen film, og der er ingen instruktør, andre end os selv, der må beslutte hvad vi vil, hvordan vi vil være – om vi vil recitere med på Jantes sataniske vers, eller om vi vil aspirere til noget bedre end det.

Billede fra en tysk avis

I disse dage bliver der fejret stramninger. Med kage og storsmilende poseren på glittede fotografier. Peter Fabers manende ord er gået fra at blive opfattet som en advarsel til at være et håbefuldt fremtidsløfte: ‘Naar du strammer Garnet, kvæler du jo Barnet!’ En umenneskelighedens og perversionens kommunion, kunne man næsten fristes til at kalde det, hvor man målrettet og viljefast vender det blinde øje til menneskelig elendighed i et hysterisk anfald af hedonistisk selv-forkælelse og kage.

Ellers tak for kaffe og kage! Ikke i dagens anledning. En anden gang, måske, når der er noget at fejre, som ikke er på de hjælpeløses bekostning. Det er nemlig ALDRIG en anledning.

Speltkongen Spinoza

Speltkongen Spinoza
havde sin seksuelle debut
og omgående
bredte sig en ram lugt
af riskiks
som forlængst havde overskredet
sidste salgsdato
og adskillige sarte sjæles
personlige grænse.

Alt hvirvledes rundt
i en art ensomhedens
lykkelige og endelige polka
og guder og helte
så lystige til
klappende og dansende
stadig mere taktfast
og stadig mere opløst
i selvforglemmelsens tåge
og væltede et par verdener
i tumulten.

Det hele skete
så hurtigt
at end ikke
den skarpeste kniv i skuffen
kunne se sit snit
til at følge med –
et klingende svirp
hvor lyset falder ind
i det aflåste kammers
iskolde støv.

Der er mange Big Bangs
i løbet af alverdens
ophobninger af efterårshverdage,
og dette var blot endnu et.

Tilbage blev kun
den graffitiklædte
frostsprænge viadukt
i kvarterets udkant
sart favnet
af en enlig gadelygte.

Tilbage står kun
forbavselsens hule dunk
under hjernestammens
allerdybeste dæksel.

Uglejagt

Har Gud bestemt færdselsloven?

Jewish Council

Man siger ofte, at Islam og Jødedom er lovreligioner. Kristendom er ikke. Nogen vil faktisk gå så langt som til at sige, at Kristendom ikke er nogen religion overhovedet. Men det er en helt anden diskussion. Men at der i Kristendommen ikke først og fremmest er tale om et lovkompleks, som skal overholdes, det er der vist rimelig bred enighed om. Ikke mindst fordi én af Kristenhedens tidligste tænkere, den Hellige Apostel Pavlos, formulerer det i ret tydelige vendinger.

En gang hørte jeg en herboende amerikaner sige, at for danskere er loven Gud. Det fik mig faktisk til at tænke på, om der i fraværet af en “guddommelig” lov, som skal overholdes, sådan som i Islam og Jødedommen, er en tendens til, at man så sætter sit eget retskompleks (grundloven og alle mulige andre love) ind på en ophøjet piedestal, så det kommer til at indtage den plads, som loven har i andre religioner? Den store konflikt i vores samtid er ikke i spændingsfeltet mellem Islam, Jødedom og Kristendom – men snarere mellem Islam, Jødedom og Grundloven, ka’ske?

Måske er det derfor, danskere er så lidt oplyste om deres eget religiøse ophav? Der er ingen lov at overholde?! Til gengæld er vi udmærket, og i en tidlig alder, oplyst om, hvad der er lovligt, eller ej – hvad der er vores ret, og vores pligt. Som nu den anden dag, hvor jeg kørte cykel med min søn bag på, og en from dansk skoledreng frejdigt forkyndte mig frelsens ord om, at man ikke må være to på en cykel!

Sing to the moon

Some songs are simply naming truth in such an obvious way that you become all perplex about how you could have forgotten. Because we do—we forget.

Such a song is this Sing To The Moon by Laura Mvula. No need for any further comments. Just listen.

Hey there you, shattered in a thousand pieces
Weeping in the darkest nights
Hey there you, try to stand up on your own two feet
And stumble into the sky

When the lights go out and you’re on your own
How you’re gonna make it through till the morning sun’

Sing to the moon and the stars will shine
Over you, lead you to the other side
Sing to the moon and the stars will shine
Over you, heaven’s gonna turn the tide

Hey there you, looking for a brighter season
Need to lay your burden down
Hey there you, drowning in a helpless feeling
Buried under deeper ground

When the lights go out it’s a waiting game
Never gonna see a day when your world will change

Sing to the moon and the stars will shine
Over you, lead you to the other side
Sing to the moon and the stars will shine
Over you, heaven’s gonna turn the tide

Sing to the moon and the stars will shine
Over you, lead you to the other side
Sing to the moon and the stars will shine
Over you, heaven’s gonna turn the tide

Dejlig er jorden

Så er det atter december, og der skal til (for manges vedkommende) at gøres klar til Julefejring ved månedens afslutning. Og med til dette hører, at man lytter til et bestemt katalog af sange og hymner, hvor “Dejlig er jorden” også ofte medregnes, om end den vist egentlig ikke er en decideret julesalme.

Ikke desto mindre er det da en lejlighed til at reflektere lidt over, hvad denne hymne egentlig omhandler—og en sådan reflektion indeholder ovenstående optagelse. Glædelig december måned! Jorden er dejlig!

Jeg tager afstand fra alt muligt

Paris

Ok, så gik det helt amok i Frankrig igen. Hold da op… Sikke en katastrofe. Gud forbarme sig! Over de, som har måttet lade livet, og de, som forstenede står tilbage og er frarøvede deres kære, landsmænd og medmennesker.

Gud forbarme sig over alle os, hvor nogle af os måske nu med ængstelse frygter for vores egen fremtid og sikkerhed. At vi måske er truet er pludselig blevet en hel del mere (sand)synligt. Det er en “game-changer” for Europa, siger de. Islamisk Stat er kommet til Europa, kan man læse. Men det kunne man nu allerede for flere uger siden…[1. Måske, der er nogen, der har fået en lidt for lang lur foran radaren?]

Og med det samme lyder kravet om, at fredelige, almindelige mennesker, der i den ene eller anden afskygning er tilhængere af Muhammeds religiøse verdensbillede, men ikke desto mindre, fredelige mennesker, at de burde gøre sig umage for at tage afstand fra Islamisk Stat.

Det har jeg lidt svært ved at forstå, for hvis man ellers hører efter, hvad der bliver snakket og skrevet om i den offentlige diskurs, så er der jo mange kloge og sympatiske mennesker fra det muslimske landskab, som allerede gør rigtig meget for at deltage konstruktivt i det demokrati, de lever i og som i enhver henseende taler radikalisering midt imod. Jeg kan bare nævne nogle få som Özlem Cekic, Rushy Rashid Højbjerg, Khatera Parwani, Omar Marzouk, Manyar Parwani eller Naser Khader.[2. Jeg tager ikke her stilling til, om jeg er enig i samtlige af alle nævntes synspunkter. Blot at disse gør sig til talsmænd for en fredelig og demokratisk sameksistens i modsætning til den ideologi (hvis man overhovedet kan tale om en sådan), Islamisk Stat udfører sine terrorhandlinger for at fremme.]

When You're Not An AssholeMen der er jo mange flere derude. De har allerede taget afstand. De har allerede meldt sig ind under demokratiets og fædrelandets faner. Med hud og hår og deres religion i god behold–og fred være med det! Der er religionsfrihed i Danmark! Hvorfor skal de i særdeleshed forholde sig umenneskelig opførsel og terror?

Det ville jo svare til, at jeg skulle tage et særligt ansvar for at afsværge enhver forbindelse til en eller anden tilfældig radikal fundamentalist, som påberåber sig at være kristen, samtidig med at han prædiker død og ødelæggelse over medmennesker, der ikke passer ind i hans bizarre forestilling om, hvad kristendom skulle være. Og sådanne mennesker findes mange steder, og i særdeleshed i såkaldt “evangelikale”, “pentakostale” og “baptistiske” religiøse kulturer, hvor de gør et stort nummer ud af at agitere for deres ideologier i radio, tv og andre medier.

Dem tager jeg naturligvis afstand fra. Jeg tager afstand fra alt muligt! Alene ved at forsøge at leve et stille og roligt, rummeligt liv, hvor jeg ikke render rundt og peger fingre ad alle mulige skæve eksistenser (hvad det så ellers skulle være), tager jeg afstand fra et ekskluderende, excentrisk syn på mine medmennesker.

Den Hellige Apostel Peter har engang formuleret det således: “Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen!” (1. Peter 2:17) Det forsøger vi så. Jeg, og en masse andre mennesker med en anden religion end min. Så kan man vist ikke forlange mere.

Må følgende bøn inspirere til at holde fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til os:[3. Jfr. Rom 12:18]

Leave All

Tonight I am watching a documentary on Danish TV about humans fleeing from Syria to live.

And Laleh’s song Better Life comes to mind, in which she venerates her parents (I asume) who themselves left Iran as refugees in 1983, eventually arriving in Sweden in 1994 after several years in different countries.

I pass it on here—not to amuse or entertain anybody. There really isn’t anything amusing or entertaining about it.

But we need to know this, and thank you Laleh for letting us!

Leave your country
Leave the notes
Of your future and your goals

Leave your language
You once spoke
Leave the soil where you were born

Leave all
Leave the guards
Leave the stone crushed in your heart

You’re my hero, you are mine
Dead or alive
Once you pushed me passed the line
To a better life

Left your country
Left your father
Left your sister, left their warmth

Leave all
We know too well
Leave this paradise, caught in hell

You’re my hero, you are mine
Dead or alive
Once you pushed me passed the line
To a better life

You’re my hero, you are mine
Dead or alive
Once you pushed me passed the line
To a better life

And I, I ran
And I, I ran