Lejlighedsdigt
Vi venter på døden,
lige så stille & uden anstrengelse,
den første & sidste lethed,
det eneste lydløse vingeslag,
hvor hjertet åbner & gensidigt opløses
med alle ting.
Alle ting
som skal ryddes op –
møbler, støv, kompost & digte i rudekuverter,
spredt over store afstande
af storme & tyngdekraft,
glemte eller gemte
bag støvede reoler,
langs tavse paneler –
løfter sig stille op mod nattens lys,
mod erindringens lykkelige facit,
mod det heles begyndelse,
i tidløs duvende kædedans.
I tidløs duvende kædedans
ser vi hinanden, som første gang,
med undrende blik & genkendelsens glæde,
og vi kender ikke andet end dét.
Vi kender alt gennem dét –
genkendelsens glæde & undrende blik,
og her stopper digtet.
Og her flyder det ustandseligt videre.
Og jeg lægger pennen & teksten rejser sig,
og vi med den,
mens vi venter på døden.
Futog, Serbien, fredag d. 9. juli, 2021