Gennemtræk

Denne besynderlige trang
til at flå skindet af vore uudtalte
men nok så velkendte hemmeligheder
der sejler umærkeligt
som røg fra cigaretter
i rummet hvor vi er.

Som om dét at høre
alle lyde i universet
og historien
på én gang
skulle kunne føre til stort andet
end forvirring og glemsomhed
eller ynkelig klagen over et fejlslagent forsøg på
at skabe Gud – fodformet
i lommeformat
til pynt
eller festlige lejligheder.

Og her stopper digtet!
For jeg skal ned for at opsige mit stykke fremlejede virkelighed
og have byttet sokkerne
som julemændene flossede i fjor.
Og du har jo alligevel nok at se til
med at lede efter potteplanter
yndlings-citater
brændte børn
og alt det andet som skal have mere vand
eller bare yderligere et par kvadratcentimeter
at forvilde sig på
og jeg synes
at vi nynner
mens jeg smækker døren
og går ned ad trappen
og ud
hvor det hele strømmer én i møde.

Novi Sad, mandag d. 26. august, 2002

Efterår

det er mørkt
når man står op
og det er mørkt længe inden man sover
og i de lyse dagtimer
imellem
i øvrigt

luftens kolde fugt
sniger sig snedigt
ind bag
de talrigste lag tøj
og luften er tyk
af billarm
og våd asfalt
dagtrætte skridt
slæbende
og institutionsbørns
skingre gråd

alting har en tid
for alt hvad der sker
under himlen
er der et tidspunkt
væk er den hvirvlende mani
og den betingelsesløst
overstadige latter
størknet
i vindens påtagede
hæsblæsende trods
tungt fortættet
af førnævnte himmel
og dens lavthængende
pressende skyer
(de splintres
som en tør jordknold
når den tabes
på en flise)

alle bevægelser
bliver krampagtige
– bare dét
at skulle skrue op
for radiatoren
alle samtaler
tøvende
– bare det
at skulle…

nu findes gamle digte frem
nu fanges nye ind
nu bæres dagligvarer hjem
i discountbutikkernes plasticposer
som skærer sanseløst
i gennemsigtige
frysende fingre
nu bærer alle drømme præg
af ærgerlige begrænsninger
eller
en bedre fornemmelse
af virkelighed

Tirsdag den 28/9 1993

glidende

glidende
driver nattens rumskib
mod drømmenes tynde væg
planter voxer
og slynger sig lydløst
og i mol
om bevidsthedens søjler
der dækkes og skjules af fremmede duftes
øjeblikkelighed
feberen dunker blegt
i matte øjne
hen over klamme lagner
i rum
med huller ud
til alverden

Torsdag den 31/10 1991, kl. 01:05

Til Billie Holliday

Syng Billie, syng.
Lad din ensomheds perle skinne
igennem tågen,
der sejler blidt
i dine vener.

Åh Billie,
du er næsten menneskelig,
som du står der,
i al din afmagt,
og hvisker smerte
igennem dit slør af morfin.

Jeg bli’r næsten menneskelig,
når du rækker ind i min puls’ indre
og flår droppet med bekvemmelighed
ud af min drøm.

Syng Billie,
endnu krydser din stemme tiden,
og i nat
er himlen fuld af stjerner.

Søndag den 2/12 1990 kl 01:15