Jeg er (måske) dansk

Mine aner siges godt nok at gå ad H… olland og Sverige til, men her er jeg i hvert fald født. Og her har jeg i en vis forstand hjemme.

Jeg har en fætter. Ligesom en masse muslimer har. Og hinduer. Og buddhister. Faktisk forekommer fætre og kusiner i stort set alle kulturer og religioner. Nå, men han gav tidligere i dag udtryk for, at han opfatter danskhed som omsorg, kærlighed og rummelighed. Respekt, mangfoldighed og fleksibilitet.

Om alle disse ting er det særligt danske, skal jeg lade være usagt.

Jeg husker nemlig også Janteloven, som jo i virkeligheden bare er smålig skindsyge sat på vers. I tegnefilm sidder der af og til en djævel på den ene skulder og en engel på den anden. Så skal der træffes en beslutning! Enten, eller! Det skal der også nu for tiden – og det her er ikke en gang en tegnefilm. Det er overhovedet ingen film, og der er ingen instruktør, andre end os selv, der må beslutte hvad vi vil, hvordan vi vil være – om vi vil recitere med på Jantes sataniske vers, eller om vi vil aspirere til noget bedre end det.

Billede fra en tysk avis

I disse dage bliver der fejret stramninger. Med kage og storsmilende poseren på glittede fotografier. Peter Fabers manende ord er gået fra at blive opfattet som en advarsel til at være et håbefuldt fremtidsløfte: ‘Naar du strammer Garnet, kvæler du jo Barnet!’ En umenneskelighedens og perversionens kommunion, kunne man næsten fristes til at kalde det, hvor man målrettet og viljefast vender det blinde øje til menneskelig elendighed i et hysterisk anfald af hedonistisk selv-forkælelse og kage.

Ellers tak for kaffe og kage! Ikke i dagens anledning. En anden gang, måske, når der er noget at fejre, som ikke er på de hjælpeløses bekostning. Det er nemlig ALDRIG en anledning.

Har Gud bestemt færdselsloven?

Jewish Council

Man siger ofte, at Islam og Jødedom er lovreligioner. Kristendom er ikke. Nogen vil faktisk gå så langt som til at sige, at Kristendom ikke er nogen religion overhovedet. Men det er en helt anden diskussion. Men at der i Kristendommen ikke først og fremmest er tale om et lovkompleks, som skal overholdes, det er der vist rimelig bred enighed om. Ikke mindst fordi én af Kristenhedens tidligste tænkere, den Hellige Apostel Pavlos, formulerer det i ret tydelige vendinger.

En gang hørte jeg en herboende amerikaner sige, at for danskere er loven Gud. Det fik mig faktisk til at tænke på, om der i fraværet af en “guddommelig” lov, som skal overholdes, sådan som i Islam og Jødedommen, er en tendens til, at man så sætter sit eget retskompleks (grundloven og alle mulige andre love) ind på en ophøjet piedestal, så det kommer til at indtage den plads, som loven har i andre religioner? Den store konflikt i vores samtid er ikke i spændingsfeltet mellem Islam, Jødedom og Kristendom – men snarere mellem Islam, Jødedom og Grundloven, ka’ske?

Måske er det derfor, danskere er så lidt oplyste om deres eget religiøse ophav? Der er ingen lov at overholde?! Til gengæld er vi udmærket, og i en tidlig alder, oplyst om, hvad der er lovligt, eller ej – hvad der er vores ret, og vores pligt. Som nu den anden dag, hvor jeg kørte cykel med min søn bag på, og en from dansk skoledreng frejdigt forkyndte mig frelsens ord om, at man ikke må være to på en cykel!

Jeg tager afstand fra alt muligt

Paris

Ok, så gik det helt amok i Frankrig igen. Hold da op… Sikke en katastrofe. Gud forbarme sig! Over de, som har måttet lade livet, og de, som forstenede står tilbage og er frarøvede deres kære, landsmænd og medmennesker.

Gud forbarme sig over alle os, hvor nogle af os måske nu med ængstelse frygter for vores egen fremtid og sikkerhed. At vi måske er truet er pludselig blevet en hel del mere (sand)synligt. Det er en “game-changer” for Europa, siger de. Islamisk Stat er kommet til Europa, kan man læse. Men det kunne man nu allerede for flere uger siden…1

Og med det samme lyder kravet om, at fredelige, almindelige mennesker, der i den ene eller anden afskygning er tilhængere af Muhammeds religiøse verdensbillede, men ikke desto mindre, fredelige mennesker, at de burde gøre sig umage for at tage afstand fra Islamisk Stat.

Det har jeg lidt svært ved at forstå, for hvis man ellers hører efter, hvad der bliver snakket og skrevet om i den offentlige diskurs, så er der jo mange kloge og sympatiske mennesker fra det muslimske landskab, som allerede gør rigtig meget for at deltage konstruktivt i det demokrati, de lever i og som i enhver henseende taler radikalisering midt imod. Jeg kan bare nævne nogle få som Özlem Cekic, Rushy Rashid Højbjerg, Khatera Parwani, Omar Marzouk, Manyar Parwani eller Naser Khader.2

When You're Not An AssholeMen der er jo mange flere derude. De har allerede taget afstand. De har allerede meldt sig ind under demokratiets og fædrelandets faner. Med hud og hår og deres religion i god behold–og fred være med det! Der er religionsfrihed i Danmark! Hvorfor skal de i særdeleshed forholde sig umenneskelig opførsel og terror?

Det ville jo svare til, at jeg skulle tage et særligt ansvar for at afsværge enhver forbindelse til en eller anden tilfældig radikal fundamentalist, som påberåber sig at være kristen, samtidig med at han prædiker død og ødelæggelse over medmennesker, der ikke passer ind i hans bizarre forestilling om, hvad kristendom skulle være. Og sådanne mennesker findes mange steder, og i særdeleshed i såkaldt “evangelikale”, “pentakostale” og “baptistiske” religiøse kulturer, hvor de gør et stort nummer ud af at agitere for deres ideologier i radio, tv og andre medier.

Dem tager jeg naturligvis afstand fra. Jeg tager afstand fra alt muligt! Alene ved at forsøge at leve et stille og roligt, rummeligt liv, hvor jeg ikke render rundt og peger fingre ad alle mulige skæve eksistenser (hvad det så ellers skulle være), tager jeg afstand fra et ekskluderende, excentrisk syn på mine medmennesker.

Den Hellige Apostel Peter har engang formuleret det således: “Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen!” (1. Peter 2:17) Det forsøger vi så. Jeg, og en masse andre mennesker med en anden religion end min. Så kan man vist ikke forlange mere.

Må følgende bøn inspirere til at holde fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til os:3

  1. Måske, der er nogen, der har fået en lidt for lang lur foran radaren?
  2. Jeg tager ikke her stilling til, om jeg er enig i samtlige af alle nævntes synspunkter. Blot at disse gør sig til talsmænd for en fredelig og demokratisk sameksistens i modsætning til den ideologi (hvis man overhovedet kan tale om en sådan), Islamisk Stat udfører sine terrorhandlinger for at fremme.
  3. Jfr. Rom 12:18

Leave All

Tonight I am watching a documentary on Danish TV about humans fleeing from Syria to live.

And Laleh’s song Better Life comes to mind, in which she venerates her parents (I asume) who themselves left Iran as refugees in 1983, eventually arriving in Sweden in 1994 after several years in different countries.

I pass it on here—not to amuse or entertain anybody. There really isn’t anything amusing or entertaining about it.

But we need to know this, and thank you Laleh for letting us!

Leave your country
Leave the notes
Of your future and your goals

Leave your language
You once spoke
Leave the soil where you were born

Leave all
Leave the guards
Leave the stone crushed in your heart

You’re my hero, you are mine
Dead or alive
Once you pushed me passed the line
To a better life

Left your country
Left your father
Left your sister, left their warmth

Leave all
We know too well
Leave this paradise, caught in hell

You’re my hero, you are mine
Dead or alive
Once you pushed me passed the line
To a better life

You’re my hero, you are mine
Dead or alive
Once you pushed me passed the line
To a better life

And I, I ran
And I, I ran

#FindDancingMan

Her er en historie fra det virkelige cyberliv, som er værd at viderebringe. En historie, som udspiller sig på Twitter på under et døgn, og som tager en drejning fra at være et lurvet og tarveligt overgreb på en uvidende sagesløs, til at selvsamme ulyksalige får noget nær verdensomspændende oprejsning.

Det hele starter vist med, at Hope Leigh på sin Twitterkonto konstaterer, at det er usmageligt at snige sig ind på folk og tage billeder af dem med henblik på at udstille dem på sociale medier. Hendes tweet er ledsaget af et billede, hvor man ser en overvægtig mand, der er fanget på dansegulvet i lystig bevægelse til musikken.

Personerne, som tager billederne forsyner disse med en tekst om, at han dansede, indtil han opdagede, at de stod og tog billeder og grinede af ham.

Dette får sindene i kog mangen et sted. Bl.a. provokerer denne usmagelige adfærd en amerikansk menneskerettighedsaktivist, Cassandra, der beslutter sig for at give den forhånede mand oprejsning, og hun iværksætter, hvad der skal vise sig at blive, en twitter-steppebrand af en eftersøgning af den dansende mand—#FindDancingMan:

Planen udvikler sig—flere strømmer til, og efterhånden bliver det til, at manden skal inviteres til Californien og danse sammen med en, om ikke himmelsk, så dog en kvindelig hærskare af Twitter-brugere, som efterhånden er stimlet sammen på netværket i forargelse over den oprindelige udåd. Hver fugl tweeter med sit næb—det skal ingen høre for; ej heller for at man naturligt lægger mere vægt i dansetrinene.

Og så lyder det med ét: Manden er set! I London. Sammen med en anden dansepartner, som det lystigt formuleres:

Efter tolv timers eftersøgning er det lykkedes at finde den dansende mand…

…og Cassandra kan nu formelt overdrage invitationen fra de mange danselystne Californiainder til @Dancingmanfound, som han i mellemtiden er kommet til at hedde på Twitter.

Og det vil han naturligvis gerne:

Hvornår afdansningsballet kommer til at stå, er der vist endnu ingen der ved. Men den ulykkelige historie fik en lykkelig slutning, der gav genlyd helt op i de højestes glade dansehaller, og herefter gøres vitterligt, at skal man scoore hurtige point på sociale medier, skal man gøre noget godt ved hinanden. Ikke stå og gemme sig og gøre sig lystig på sagesløses bekostning. Andet skulle da sandelig også bare mangle!

 

Se, dét var en rigtig historie!

Diskrimination og fordomme

Jeg har altid fået at vide, at diskrimination er af det onde. Dét, og så fordomme! Det er noget skidt! Hvis én af disse to skulle indfinde sig ét eller andet sted i mit sinds tusmørke, burde jeg virkelig have en moraliserende alarm, der omgående gik af, lod jeg mig ofte belære. Og sådan foresvæver det mig, at mange stadig tænker, i den politiske korrektheds, demokratiets, udsynets og måske endda den rene fornufts navn.

Men sådan er virkeligheden bare ikke. Vi diskriminerer hele tiden. Vi bedømmer hele tiden. Det er et naturligt instinkt, der lever i os—som vi lever af, og som skal disciplineres og trænes, så det fungerer hensigtsmæssigt, og ikke klemmes inde og begynder at degenerere, mutere og vokse vildt og ukontrolleret.

Diskriminationens og fordommens fornemmeste opgave er at hjælpe os med at navigere i tilværelsen. Kende forskel på op og ned, frem og tilbage, skidt og kanel, dig og mig og vi to, det ædle og det usle. Den er at skelne tingene, se dem an, tage bestik af situationen. Træde på bremsen, inden det er for sent. Ingen diskriminations- og fordomsevne? Intet kørekort!

At denne evne er blevet misforstået og misbrugt, skal man ikke være detektiv for at indse. Race, religion og nationalt tilhørsforhold er jo indlysende forskelle i vores menneskelige erfaring, som er blevet gjort til parameter for at kategorisere forskellige grupper. Men en sådan diskrimination og fordom kræver ikke den store anstrengelse af sin udøver. Den kræver blot øjne i hovedet og ganske lidt faktuel viden om dén, man vil udøve sin diskrimination og fordom overfor.

At diskriminere, alene på baggrund af nogens etniske, nationale, religiøse eller andre lignende forhold er særdeles simpelt—man kunne fristes til at kalde det primitivt. Det er ofte denne type forsimplede generaliseringer, som finder sted i højredrejede politiske miljøer, hvorfor det er svært at se dem som andet end grundlæggende primitive, hvor sofistikeret deres narrative, intellektuelle og praktisk organisatoriske overbygning så ellers måtte være.

Og hermed har jeg jo i grunden sagt noget generaliserende om et bestemt politisk miljø. Jeg har sådan set fældet en fordom. Og måske har jeg set rigtigt. Eller måske tager jeg fejl. Men jeg har forsøgt at beskrive verden, sådan som jeg ser den, og jeg forsøger at navigere efter det. Så må den bifalde eller anfægte, som vil. Min påstand står, og måske bliver den begyndelsen til en samtale.

Jeg vil nemlig ikke gerne acceptere den konfliktsky usandhed om, at det er noget skidt at diskriminere. At det er formasteligt at have fordomme. Og jeg vil heller ikke godtage dens muterede modstykke, hvor der diskrimineres og fældes fordomme, brovtent og uden virkelighedssans, med afsæt i biologiske, geografiske og kulturelle omstændigheder (hinsides muligheden for menneskelig indflydelse), fordi virkelighedssansen overdøves af larmen fra den indre forskrækkede og generaliserende monolog.

At acceptere forsimplingens usandhed forvrænger billedet af verden, og os selv i den—både i den konfliktsky- og i den overdrevent generaliserende skikkelse. Begge må de tales midt imod—eller endnu bedre, de må omtales og identificeres som det, de er.

Det kræver tid og anstrengelse at lære at kende forskel på op og ned, frem og tilbage, skidt og kanel, dig og mig og vi to, det ædle og det usle. Man må skrue ned for monologen—den ydre, som den indre. Man må lytte til verden udenfor, og på en måde starter vi forfra, hver gang vi står overfor det næste medmenneske.

Det kræver stort engagement og opfindsomhed, og der er ikke rigtig nogen velfærdsstat, som kan levere en passende metervare, som vi kan bestille med vores NemID på sikker afstand. Vi må ud, hvor det kan ses, høres, lugtes og mærkes. Og derude—hvor vi faktisk kan hænde at blive hævet over fantasiens forskrækkede fristelser—dér er der mange gange meget mindre farligt, end vi først havde forestillet os!

Je suis Charlie?

Så bliver der slået uskyldige mennesker ihjel i Paris, og hele Europa fyldes med afsky. Det er jo ikke så underligt! De mennesker, som har udført denne handling, er nogle kujoner som med deres handlinger giver anledning til at tro, at de står tilbage i udvikling, sammenholdt med vores generelle forestilling om, hvilket niveau vi er nået til som race.

Hurtigt er mange af vore folkevalgte representanter (Helle T., Lars L. Özlem etc.) ude og give udtryk for deres representative afsky, som jeg må formode, vi alle tager del i, hvis vi ellers er mennesker, som står på et højere udviklingstrin end de kujoner, som har dræbt uskyldige i Paris.

Og hvad sker der så?

Så bliver der dælendundreme lukket op for Danmarks åndelige kloak i kommentarfeltet hos de pågældende folkevalgtes fordømmelser af udåden, og det vælter frem med alskens smålige kommentarer og xenofobiske opstød, der får én til at betvivle, at de danske primater er så udviklede endda.

Hvis man vil fred og fordragelighed, så må man leve fred og fordragelighed. Man må tænke det. Sige det. Skrive det! Der er ikke megen fred og fordragelighed i de mange kommentarer. Der er hævntørst! Og hævntørst er netop, hvad der drev de ynkelige udådsmænd i Paris til at handle i dag. Hævntørst i yderste og ukontrolleret potens. Det er en farlig vej at gå, og jeg kan se, at der er mange af mine landsmænd, der leger med ilden.

I Paris er folk samlet i sympati med de dræbte og i protest over den utæmmede småligheds ødelæggende vildskab. Folk. Mennesker. Af alle mulige religiøse, sexuelle, politiske og Gud/Allah/Buddha/Krishna ved hvilke observanser. Det er betyder ikke noget i dag (eller nogen som helst anden dag i øvrigt). De er i stand til at skille skidt fra kanel og se ud over alle mulige daglige stridsspørgsmål, fordi det her er større. Der er ikke noget at være uenig om her. De er mødt frem for at vise, at de også er ramte, fordi de dræbte er mennekser. Nogens børn og børnenebørn. Nogens mand, kone eller kæreste. Nogens forældre.

At begynde at koge sursuppe på dén begivenhed er smagløst og småligt og fører ingen vegne.

Med henvisning til én af mine personlige helte, nu afdøde Patriark Pavle af Serbien, så lad os nu være mennesker, for Guds skyld! Alt andet er håbløst!

Weeeh! Jeg klarede statsborgerskabsprøven af den 11. juni 2014!

Set i lyset af, at jeg både har svenske og hollandske aner, hvis vi ellers trævler familietræet tilstrækkelig meget op, kan jeg med en vis lettelse konstatere, at jeg også intellektuelt set har en vis ret til at kalde mig for dansker—selv om det nu i forvejen stod klart, sådan rent indfødsretsligt.

Jeg må altså gerne blive! Ingen kan smide mig ud! Ikke en gang verdens dummeste spørgsmål kan give anledning til, at man kan fratage mig mit danske pas og sige, “du’r ikke—væk!” Så her kommer det:

Som allerede nævnt, ville en grundig slægtsforskning af hhv. mit fædrende og mødrende ophav afsløre, at mine forfædre drog ind i landet fra dels Holland og dels Sverige. Jeg gad nok vide, om det gør mig til en indvandrer, eller mere præcist, en efterkommer af indvandrere. Teknisk set vel ja?

Derudover spekulerer jeg på, hvor mange andre danskere (for jeg har altid opfattet mig selv som dansker—vi talte dansk derhjemme, det spillede ikke nogen praktisk rolle i mit barndomshjem, at vi åbenbart var efterkommere af indvandrere og i det hele taget levede vi et gennemsnitligt dansk liv med dansk mad, brun sovs og kartofler), hvor mange andre danskere, som på samme måde også kan spore deres aner tilbage til områder, der ligger uden for Danmarks grænser. Jeg ved f.eks., at Hendes Majestæt, Dronning Margrethe II af Danmark, kan! Og trenden fortsætter i hendes umiddelbare efterkommeres tilfælde!

Det samme gør sig også gældende for mange af vore andre landsmænd og -kvinder. Deres aner bugter sig også i bakke, dal og ud på de vilde vover, hvad enten de hedder Smith, Müller eller Nilsson, eller hvad det nu måtte være, og, for at være helt ærlig, jeg har svært ved at forestille mig, at vi alle sammen kun udgør 10% af den samlede befolkning, hvilket er det korrekte svar på første spørgsmål, nemlig, “Hvor stor en andel af befolkningen i Danmark er indvandrere og efterkommere?” Der er altså ét eller andet, der ikke stemmer.

Sandheden er vel, at spørgsmålet på sin vis ikke giver nogen mening? Langt flere, end vi til dagligt har overblik over, er nemlig efterkommere af indvandrere—selvom vi er glade for både flæskesteg og juletræer i december, og elsker vort land til Skt. Hans. Og at man således har valgt at stille et meningsløst spørgsmål som det første i en quiz, der skal afdække graden af adspurgtes leksikale paratviden som grundlag for en evt. blåstempling af vedkommendes danskhed, er jo egentlig både illustrativt og komisk—på den lidt tragiske facon, for præmissen for det stillede spørgsmål er i en vis forstand noget sludder, lige som hele duelighedsprøven er—thi hvordan måler man noget menneskes danskhed på baggrund af 30 spørgsmål, når ikke en gang alle danskere (med den lidt mere, som i mit tilfælde, diffuse indvandrerbaggrund, der dermed ikke foranlediger 30 spørgsmål til professoren) faktisk kan bestå og dermed, på dén konto, burde frakendes deres (intellektuelle) indfødsret?

Og når de adspørgende (man må formode at spørgsmålene er stillet af danskere, der mener at kunne udpege hvad der er værd at vide, når man er dansker), er ude af stand til at stille indlysende spørgsmål, hvordan kan man så forvente, at de er i stand til at vurdere det indlysende i de afgivne svar? Jeg mener, når der stilles forvirrede spørgsmål, må det vel afspejle en forvirring hos den spørgende, og forvirring har aldrig været godt for dømmekraften.

Min undren er stor, og jeg kunne sikkert blive ved i lang tid med at udfolde den. Det skal jeg ikke. Jeg skal bare sige, at hvis nogen tager testen for sjov, selvom passet ligger sikkert i skrivebordsskuffen, så tillykke! Det er hamrende ligegyldigt, om du klarer den eller ej—lidt usikkert er det dog, om dine kundskaber er til gavn eller gene for dit fædrelands fremtid.

Hvis du derimod tager testen, fordi du har et ønske om at opnå indfødsret og statsborgerskab, og du klarer den—så tak for din indsats og tillykke! Dine kundskaber og vilje til at engagere dig har givet afkast. Jeg håber, du nu også vil bruge din energi på at være med til at gavne dit nye fædrelands fremtid.

Held og lykke!

‘THE JEWS’, BY GANDHI – FROM HARIJAN, NOVEMBER 26, 1938

Several letters have been received by me asking me to declare my views about the Arab-Jew question in Palestine and the persecution of the Jews in Germany. It is not without hesitation that I venture to offer my views on this very difficult question.

My sympathies are all with the Jews. I have known them intimately in South Africa. Some of them became life-long companions. Through these friends I came to learn much of their age-long persecution. They have been the untouchables of Christianity. The parallel between their treatment by Christians and the treatment of untouchables by Hindus is very close. Religious sanction has been invoked in both cases for the justification of the inhuman treatment meted out to them. Apart from the friendships, therefore, there is the more common universal reason for my sympathy for the Jews. Continue reading “‘THE JEWS’, BY GANDHI – FROM HARIJAN, NOVEMBER 26, 1938”

Ubuntu – Jeg er, fordi…

En antropolog foreslog nogle afrikanske stammebørn en leg. Han satte en kurv, fyldt med frugt, tæt ved et træ og sagde til børnene, at hvem der end kom først ville vinde al frugten. Da han sagde, at de skulle løbe, tog de alle hverandre i hænderne og løb sammen, og bagefter satte de sig ned og nød deres forfriskning. Da han spurgte dem, hvorfor de havde løbet sådan, eftersom én vinder ville kunne have fået al frugten for sig selv, sagde de: “UBUNTU, hvordan kan én af os være glad, hvis alle andre er triste?” I Xhosa-kulturen betyder ‘UBUNTU’: “Jeg er, fordi vi er”.

%d bloggers like this: