Fornødent

Han har jo ret:
Det kan kun siges
på denne ene måde.
På dette ene sprog.
Med denne ene tone.
Med denne tyngde
af selvindlysende lethed.
Med denne massive fylde
af cellernes tavse sug.

Det kan ikke være anderledes
uden at gå til grunde.
Ikke bæres oppe
af andet end dig selv.

Ikke at det er smukt
eller obskønt,
til forhandling
eller til grin.

Men det står der,
som en stråle
tværs igennem talrige verdener.
Det står her,
mejslet ind i blækkets spor!

Speltkongen Spinoza

Speltkongen Spinoza
havde sin seksuelle debut
og omgående
bredte sig en ram lugt
af riskiks
som forlængst havde overskredet
sidste salgsdato
og adskillige sarte sjæles
personlige grænse.

Alt hvirvledes rundt
i en art ensomhedens
lykkelige og endelige polka
og guder og helte
så lystige til
klappende og dansende
stadig mere taktfast
og stadig mere opløst
i selvforglemmelsens tåge
og væltede et par verdener
i tumulten.

Det hele skete
så hurtigt
at end ikke
den skarpeste kniv i skuffen
kunne se sit snit
til at følge med –
et klingende svirp
hvor lyset falder ind
i det aflåste kammers
iskolde støv.

Der er mange Big Bangs
i løbet af alverdens
ophobninger af efterårshverdage,
og dette var blot endnu et.

Tilbage blev kun
den graffitiklædte
frostsprænge viadukt
i kvarterets udkant
sart favnet
af en enlig gadelygte.

Tilbage står kun
forbavselsens hule dunk
under hjernestammens
allerdybeste dæksel.

Digt—uden titel

Smukke pige,
hvad elsker du?

Gåture i parken
og i byen,
lette som fjer og film,
kun afbrudt
af uforpligtende besøg
på forfriskende restaurationer,
plim-plim, plim-plim?

En dugdråbe hængende
på lotusblomstens nederste kronblad,
mens den sart rejser sit hoved
mod den morgenspændte by,
hvor dine drømme bor?

Hverdagens ubestemmelige metervare,
der hober og slynger sig,
in processu og inkognito,
på spisebordets praktiske halvdel?

En anden,
hvis ansigt synes at få lyset
til at standse op
på livets kyst,
når I træder ud,
på blikkets faste bro,
og hele verden,
smidigt og omvendt proportionalt,
trækkes ind
i jeres fælles forsvindingspunkt?

Jeg hentede dig gerne
det hele på et sølvfad,
som Herodes
eller en nytårsfuld butler,
hvis jeg kunne,
og nøglerne
til dit livs kvantespring
ikke lå så dybt
begravet i dig selv.

Og jeg sloges gerne
med Goliat,
eller dem
der er værre,
hvis jeg kunne krænge mig ud
af disse linjer,
hen hvor senneppen gror,
og sproget er sendt til sangføjdans,
og jeg skulle synge
ned i deres sjæls dyb,
hvor meget de lader falde i støvet,
sammen med blikket,
de ikke kan holde.

Smukke pige,
hvad elsker du?

Alt?
Uden illusioner om
studehandler og renteafkast?
Da er du måske
nærmest salig,
thi du ser, at alt elsker dig,
eller længes efter dig,
selv bag selvbedragets
ætsende krusninger.

Vi er mennesker med hjerter
større end universet,
klemt ned
i en gammel blikdåse til te,
og vi kan for det meste
virkelig ikke se andet
end det.

Requiem

Jeg var henne og hilse
på den afdøde i dag.
Han lå nydelig tilredt,
men lidt blegere end ellers.
Tydeligvis, og retfærdigvis,
helt og aldeles åndsfraværende,
frosset i en ikke færdig sætning,
og der var helt vindstille
i den åbne mund.

Jeg spekulerede på,
hvad han mon ville have sagt,
den gamle,
som nu er færdig med fyrre,
og halvtreds og tres,
og en hel masse mere.
Mon han ville have givet endnu en omgang?
Eller haft noget med fra købmanden?
Mon han ville have bedt nogen om
at åbne vinduet,
så der kunne komme lidt frisk luft
til det stadig mere udtørrede svælg?

Eller mon han ville have givet en sidste besked?
Mon han ville have sagt,
– Du skal selv ligge her og måbe,
en dag?
– Din tid er ikke mindre lånt,
end min?
Måske han ville have sagt,
– Sig det nu bare højt,
det, du ikke tør,
før du ikke mere kan:

At du godt selv ved,
vi alle ligger her,
side om side,
og at som din indgang,
således også din udgang.

Sig det, for Himlens skyld,
og for dine egnes.

Også de skal stå og se,
at du simpelt hen ikke kan mere.
Led dem ikke i fristelsen
til gætværk om,
hvad der skulle have været dine
Last Famous Words,
men byd dem ret farvel,
i lettelsens summende dimission,
hvor savn og tak blander sig jævnbyrdigt
med biernes galante søgen
blandt blomsters generte vækst.

Digt—uden titel

Der er nætter, hvor kroppen ligger svedigt mast,
skrabende mod vildredens forvaskede frotte.
Nætter hvor det pludselig står svimlende klart,
at der bare er så meget mere:

En hel verden af lykkelige synapser, æteriske landskaber,
sublim samhørighed og automatopvask;
syngende børn, kernesund virkelyst og betimelige nys og orgasmer
til at rense luften og forlængst nedslidte automobilers
tilstoppede filtre.

Alenlange lister af velduft og fryd ruller sig
ud i søvnløshedens mørke og flimmer.

Nætter hvor samtidig mulighedens omvendte proportionalitet
åbner sig som et kosmisk gab under kroppens dunkende træthed,
og hvor dagens første blege lys
kradser kvalmende i øjnenes tidløse blik.

Tynde timer, hvor enten overgivelsens tomhed skyller lykkeligt
over åndedrættets ådsel;
eller kroppen tvinges ud i pligternes slidte beton.

Timer, hvor visionens eventyrlige tåge svulmer
baglæns
ned i en enkelt forkullet celle
i baghovedets glemsel, et sted.

Ikke at visionen ikke længere er sand!
Den forbliver til stadighed altid mere og mere sand.
En hel ørken af sand!

Venter i lys

Venter i lys
med alverdens tidløse oceaner i ryggen
venter på den sidste
den fuldstændige
& endelige forklaring
der måske kunne strømme én i møde
som endeløse universer bag skriftens
hakkede kode
eller ligningens sterile klarhed
så enkel som lyden
af et blad der vendes
eller synet af en dør
der åbnes
åbnes.

Venter i lys
på en lettelse så stor
at alverdens overtryk
ikke kan få et ben
til jorden.

Mandag d. 22. september, 2003

Jeg digter meget

Da jeg var lille gik jeg rundt med kniv
og bildte folk ind
at jeg var gangster
og fra New York
og at jeg havde smadret flere ruder
end de havde evne til at forestille sig.

Jeg fandt på
at jeg havde hund
og at den var stor som bare fanden
og ve dén som kom for tæt på.

Jeg har altid digtet meget.

Og jeg lod som om
jeg havde kærester
bil
røg smøger
og var Tarzan
og at hele huset var et kæmpe rumskib
som kun jeg kunne styre
i den vilde jagt henover stok og sten
ned ad mælkevejens små gyder.

Jo jeg har altid digtet meget
vidst ikke så meget af kedsomhed
mine forældre havde i hvert fald nok at se til
med at forklare at det var forbundt og forkert at lyve
selvom jeg ikke kunne se noget særligt i
at skræmme mine søskende med
at der var farlige rockere
henne på kirkegården
sådan omkring midnat
og at de gravede alle de døde op.

Hele tiden har jeg digtet.

Egentlig tror jeg det er fordi
jeg synes det er så skidesvært helt at blive klar over
om virkeligheden er noget jeg finder på
eller om jeg er noget virkeligheden finder på
eller at jeg måske dybest set ikke kan se
at forskellen skulle have den store betydning.

Novi Sad, søndag d. 1. september, 2002, kl. 1:30

Pengene fosser…

Pengene fosser ud af kassen
tiden fosser ud af uret
verdenshjørnerne fosser ud af kompasset
vandet fosser ud af floden
ordene fosser ud af munden
samtalerne fosser henad telefonlinierne
lyset fosser ind gennem øjnene
altimens vandet fosser ud af munden
samtalerne fosser igennem floden
og pengene fosser ind i uret
ordene fosser i par på kassen
verdenshjørnerne fosser ned i telefonlinerne
øjnene fosser ud i tiden
og lyset fosser ned midt i kompasset
hvor vi fægter med arme og ben
for at finde en knap
en krog
eller en stopklods
bare lige for at høre nogen sige
vores navn
med en ro så sikker
at alverden sendes til tælling.

Gennemtræk

Denne besynderlige trang
til at flå skindet af vore uudtalte
men nok så velkendte hemmeligheder
der sejler umærkeligt
som røg fra cigaretter
i rummet hvor vi er.

Som om dét at høre
alle lyde i universet
og historien
på én gang
skulle kunne føre til stort andet
end forvirring og glemsomhed
eller ynkelig klagen over et fejlslagent forsøg på
at skabe Gud – fodformet
i lommeformat
til pynt
eller festlige lejligheder.

Og her stopper digtet!
For jeg skal ned for at opsige mit stykke fremlejede virkelighed
og have byttet sokkerne
som julemændene flossede i fjor.
Og du har jo alligevel nok at se til
med at lede efter potteplanter
yndlings-citater
brændte børn
og alt det andet som skal have mere vand
eller bare yderligere et par kvadratcentimeter
at forvilde sig på
og jeg synes
at vi nynner
mens jeg smækker døren
og går ned ad trappen
og ud
hvor det hele strømmer én i møde.

Novi Sad, mandag d. 26. august, 2002

%d bloggers like this: