The Alcoholic Monk

Once on Mount Athos there was a monk who lived in Karyes. He drank and got drunk every day and was the cause of scandal to the pilgrims. Eventually he died and this relieved some of the faithful who went on to tell Elder Paisios that they were delighted that this huge problem was finally solved.

Saint Paisios answered them that he knew about the death of the monk, after seeing the entire battalion of angels who came to collect his soul. The pilgrims were amazed and some protested and tried to explain to the Elder of whom they were talking about, thinking that the Elder did not understand.

Saint Paisios explained to them: “This particular monk was born in Asia Minor, shortly before the destruction by the Turks when they gathered all the boys. So as not to take him from their parents, they would take him with them to the reaping, and so he wouldn’t cry, they just put raki* into his milk in order for him to sleep. Therefore he grew up as an alcoholic. There he found an elder and said to him that he was an alcoholic. The elder told him to do prostrations and prayers every night and beg the Panagia to help him to reduce by one the glasses he drank.

After a year he managed with struggle and repentance to make the 20 glasses he drank into 19 glasses. The struggle continued over the years and he reached 2-3 glasses, with which he would still get drunk.”
The world for years saw an alcoholic monk who scandalized the pilgrims, but God saw a fighter who fought a long struggle to reduce his passion.

Without knowing what each one is trying to do what he wants to do, what right do we have to judge his effort?

  • Raki is a Turkish unsweetened, anise-flavored hard alcoholic drink that is popular in Turkey, Greece, Albania, Serbia, and other Balkan countries as an apéritif.

Jeg er (måske) dansk

Mine aner siges godt nok at gå ad H… olland og Sverige til, men her er jeg i hvert fald født. Og her har jeg i en vis forstand hjemme.

Jeg har en fætter. Ligesom en masse muslimer har. Og hinduer. Og buddhister. Faktisk forekommer fætre og kusiner i stort set alle kulturer og religioner. Nå, men han gav tidligere i dag udtryk for, at han opfatter danskhed som omsorg, kærlighed og rummelighed. Respekt, mangfoldighed og fleksibilitet.

Om alle disse ting er det særligt danske, skal jeg lade være usagt.

Jeg husker nemlig også Janteloven, som jo i virkeligheden bare er smålig skindsyge sat på vers. I tegnefilm sidder der af og til en djævel på den ene skulder og en engel på den anden. Så skal der træffes en beslutning! Enten, eller! Det skal der også nu for tiden – og det her er ikke en gang en tegnefilm. Det er overhovedet ingen film, og der er ingen instruktør, andre end os selv, der må beslutte hvad vi vil, hvordan vi vil være – om vi vil recitere med på Jantes sataniske vers, eller om vi vil aspirere til noget bedre end det.

Billede fra en tysk avis

I disse dage bliver der fejret stramninger. Med kage og storsmilende poseren på glittede fotografier. Peter Fabers manende ord er gået fra at blive opfattet som en advarsel til at være et håbefuldt fremtidsløfte: ‘Naar du strammer Garnet, kvæler du jo Barnet!’ En umenneskelighedens og perversionens kommunion, kunne man næsten fristes til at kalde det, hvor man målrettet og viljefast vender det blinde øje til menneskelig elendighed i et hysterisk anfald af hedonistisk selv-forkælelse og kage.

Ellers tak for kaffe og kage! Ikke i dagens anledning. En anden gang, måske, når der er noget at fejre, som ikke er på de hjælpeløses bekostning. Det er nemlig ALDRIG en anledning.

Dejlig er jorden

Så er det atter december, og der skal til (for manges vedkommende) at gøres klar til Julefejring ved månedens afslutning. Og med til dette hører, at man lytter til et bestemt katalog af sange og hymner, hvor “Dejlig er jorden” også ofte medregnes, om end den vist egentlig ikke er en decideret julesalme.

Ikke desto mindre er det da en lejlighed til at reflektere lidt over, hvad denne hymne egentlig omhandler—og en sådan reflektion indeholder ovenstående optagelse. Glædelig december måned! Jorden er dejlig!

Diskrimination og fordomme

Jeg har altid fået at vide, at diskrimination er af det onde. Dét, og så fordomme! Det er noget skidt! Hvis én af disse to skulle indfinde sig ét eller andet sted i mit sinds tusmørke, burde jeg virkelig have en moraliserende alarm, der omgående gik af, lod jeg mig ofte belære. Og sådan foresvæver det mig, at mange stadig tænker, i den politiske korrektheds, demokratiets, udsynets og måske endda den rene fornufts navn.

Men sådan er virkeligheden bare ikke. Vi diskriminerer hele tiden. Vi bedømmer hele tiden. Det er et naturligt instinkt, der lever i os—som vi lever af, og som skal disciplineres og trænes, så det fungerer hensigtsmæssigt, og ikke klemmes inde og begynder at degenerere, mutere og vokse vildt og ukontrolleret.

Diskriminationens og fordommens fornemmeste opgave er at hjælpe os med at navigere i tilværelsen. Kende forskel på op og ned, frem og tilbage, skidt og kanel, dig og mig og vi to, det ædle og det usle. Den er at skelne tingene, se dem an, tage bestik af situationen. Træde på bremsen, inden det er for sent. Ingen diskriminations- og fordomsevne? Intet kørekort!

At denne evne er blevet misforstået og misbrugt, skal man ikke være detektiv for at indse. Race, religion og nationalt tilhørsforhold er jo indlysende forskelle i vores menneskelige erfaring, som er blevet gjort til parameter for at kategorisere forskellige grupper. Men en sådan diskrimination og fordom kræver ikke den store anstrengelse af sin udøver. Den kræver blot øjne i hovedet og ganske lidt faktuel viden om dén, man vil udøve sin diskrimination og fordom overfor.

At diskriminere, alene på baggrund af nogens etniske, nationale, religiøse eller andre lignende forhold er særdeles simpelt—man kunne fristes til at kalde det primitivt. Det er ofte denne type forsimplede generaliseringer, som finder sted i højredrejede politiske miljøer, hvorfor det er svært at se dem som andet end grundlæggende primitive, hvor sofistikeret deres narrative, intellektuelle og praktisk organisatoriske overbygning så ellers måtte være.

Og hermed har jeg jo i grunden sagt noget generaliserende om et bestemt politisk miljø. Jeg har sådan set fældet en fordom. Og måske har jeg set rigtigt. Eller måske tager jeg fejl. Men jeg har forsøgt at beskrive verden, sådan som jeg ser den, og jeg forsøger at navigere efter det. Så må den bifalde eller anfægte, som vil. Min påstand står, og måske bliver den begyndelsen til en samtale.

Jeg vil nemlig ikke gerne acceptere den konfliktsky usandhed om, at det er noget skidt at diskriminere. At det er formasteligt at have fordomme. Og jeg vil heller ikke godtage dens muterede modstykke, hvor der diskrimineres og fældes fordomme, brovtent og uden virkelighedssans, med afsæt i biologiske, geografiske og kulturelle omstændigheder (hinsides muligheden for menneskelig indflydelse), fordi virkelighedssansen overdøves af larmen fra den indre forskrækkede og generaliserende monolog.

At acceptere forsimplingens usandhed forvrænger billedet af verden, og os selv i den—både i den konfliktsky- og i den overdrevent generaliserende skikkelse. Begge må de tales midt imod—eller endnu bedre, de må omtales og identificeres som det, de er.

Det kræver tid og anstrengelse at lære at kende forskel på op og ned, frem og tilbage, skidt og kanel, dig og mig og vi to, det ædle og det usle. Man må skrue ned for monologen—den ydre, som den indre. Man må lytte til verden udenfor, og på en måde starter vi forfra, hver gang vi står overfor det næste medmenneske.

Det kræver stort engagement og opfindsomhed, og der er ikke rigtig nogen velfærdsstat, som kan levere en passende metervare, som vi kan bestille med vores NemID på sikker afstand. Vi må ud, hvor det kan ses, høres, lugtes og mærkes. Og derude—hvor vi faktisk kan hænde at blive hævet over fantasiens forskrækkede fristelser—dér er der mange gange meget mindre farligt, end vi først havde forestillet os!

One cannot love the thing which is not

“Quick,’ she said. ‘There is still time. Stop it. Stop it at once.’
‘Stop what?’
‘Using pity, other people’s pity, in the wrong way. We have all done it a bit on earth, you know. Pity was meant to be a spur that drives joy to help misery. But it can be used the wrong way round. It can be used for a kind of blackmailing. Those who choose misery can hold joy up to ransom, by pity. You see, I know now. Even as a child you did it. Instead of saying you were sorry, you went and sulked in the attic…because you knew that sooner or later one of your sisters would say, “I can’t bear to think of him sitting up there alone, crying.” You used their pity to blackmail them, and they gave in in the end. And afterwards, when we were married…oh, it doesn’t matter, if only you will stop it.’
“And that,’ said the Tragedian, ‘that is all you have understood of me, after all these years.’ I don’t know what had become of the Dwarf Ghost by now. Perhaps it was climbing up the chain like an insect: perhaps it was somehow absorbed into the chain.
‘No, Frank, not here,’ said the Lady. ‘Listen to reason. Did you think joy was created to live always under that threat? Always defenceless against those who would rather be miserable than have their self-will crossed? For it was real misery. I know that now. You made yourself really wretched. That you can still do. But you can no longer communicate your wretchedness. Everything becomes more and more itself. Here is joy that cannot be shaken. Our light can swallow up your darkness: but your darkness cannot now infect our light. No, no, no. Come to us. We will not go to you. Can you really have thought that love and joy would always be at the mercy of frowns and sighs? Did you not know they were stronger than their opposites?’
“Love? How dare you use that sacred word?’ said the Tragedian. At the same moment he gathered up the chain which had now for some time been swinging uselessly at his side, and somehow disposed of it. I am not quite sure, but I think he swallowed it. Then for the first time it became clear that the Lady saw and addressed him only.
‘Where is Frank?’ she said. ‘And who are you, Sir? I never knew you. Perhaps you had better leave me. Or stay, if you prefer. If it would help you and if it were possible I would go down with you into Hell: but you cannot bring Hell into me.’
‘You do not love me,’ said the Tragedian in a thin bat-like voice: and he was now very difficult to see.
‘I cannot love a lie,’ said the Lady. ‘I cannot love the thing which is not. I am in Love, and out of it I will not go.”

Excerpt From: C. S. Lewis. “The Great Divorce.” HarperCollins, 1946. iBooks.
This material may be protected by copyright.

Joy that cannot be shaken

“Listen to reason. Did you think joy was created to live always under that threat? Always defenceless against those who would rather be miserable than have their self-will crossed? For it was real misery. I know that now. You made yourself really wretched. That you can still do. But you can no longer communicate your wretchedness. Everything becomes more and more itself. Here is joy that cannot be shaken. Our light can swallow up your darkness: but your darkness cannot now infect our light. No, no, no. Come to us. We will not go to you. Can you really have thought that love and joy would always be at the mercy of frowns and sighs? Did you not know they were stronger than their opposites?”

Excerpt From: C. S. Lewis. “The Great Divorce.” HarperCollins, 1946. iBooks.
This material may be protected by copyright.

Alt er så fantastisk, og ingen er glade!

Kendskab til engelsk nødvendigt. Meget interessant og tankevækkende kommentar til den økonomiske nedgang og den forkælede reaktion på den.

Et andet engelsksproget forsøg på at forholde sig til dette…

…kan findes på den amerikanske radioprogram “Speaking of Faith”.

Lyt til deres serie, “REPOSSESSING VIRTUE”, som undersøger de moralske, åndelige og praktiske implikationer i forbindelse med den økonomiske nedgang. Forskellige åndelige, etiske og videnskabelige tænkere forholder sig til det nuværende økonomiske klima.