Email subscribtion

Subscribe to this page and get email notifications whenever new posts are available.

Skriv din email adress for at abonnere på denne side og modtag besked i din indboks, når der er nye indlæg.

Your email address:

Delivered by FeedBurner

Archives

Categories

Demokratyraniets sejrsgang

I går nakkede de Gaddafi. Billeder af en hjælpeløs såret mand, omringet af sine modstandere kom på nettet og vi kunne nu se, at denne gang var der ikke bare tale om rygter. De havde fanget ham. Hårdt såret. Spillet var slut. De oprørte masser havde vundet. Og så nakkede de ham!

Måneders kamp for at gøre sig fri af en statsleder, hvilket fra vestens side blev set som en heroisk dåd, nemlig kampen for det dyrebare og ædle demokrati, endte i simpel og afstumpet hævn.

Oprørerne, de aktuelle bødler så vel som jublende masser, viste sig herved at være lidet bedre end den diktator, som de kæmpede imod, og det er måske forståeligt, for så vidt som de længe havde været underlagt hans lemfældige omgang med menneskeliv. Forståeligt, siger jeg – ikke forsvarligt!

Der er nemlig ikke tale om heroisk frihedskamp i denne sidste udåd, hvor man lyncher et forsvarsløst, alvorligt såret menneske. Der er tale om afstumpet, blindt raseri – bersærkergang, kampens berusenende vanvid. Forståeligt? Givetvis. Forsvarligt?

Når så nu danske politikere, i deres pæne tøj, og med deres hvide smil, bedyrer, at de glæder sig sammen med det libyske folk over, at de har nakket Gaddafi (sådan siger de ikke, men det er i realiteten, hvad der er sket!), skal man så derudaf lede, at der inde bag den pæne facade gemmer sig hævntørstige hadefulde personligheder, som glæder sig over lynchning af hjælpeløse mennesker? De har jo ikke haft del i valpladsens berusede vanvid! De har siddet i sikker afstand og betragtet det hele med fast grund under fødderne og med rolig hånd kunnet kalkulere det næste træk. Har iskold hævntørst været et element i denne kabale?

Jeg kan ikke lade være med at undre mig!

You have a comment? Don't be shy!