Requiem

Jeg var henne og hilse
på den afdøde i dag.
Han lå nydelig tilredt,
men lidt blegere end ellers.
Tydeligvis, og retfærdigvis,
helt og aldeles åndsfraværende,
frosset i en ikke færdig sætning,
og der var helt vindstille
i den åbne mund.

Jeg spekulerede på,
hvad han mon ville have sagt,
den gamle,
som nu er færdig med fyrre,
og halvtreds og tres,
og en hel masse mere.
Mon han ville have givet endnu en omgang?
Eller haft noget med fra købmanden?
Mon han ville have bedt nogen om
at åbne vinduet,
så der kunne komme lidt frisk luft
til det stadig mere udtørrede svælg?

Eller mon han ville have givet en sidste besked?
Mon han ville have sagt,
– Du skal selv ligge her og måbe,
en dag?
– Din tid er ikke mindre lånt,
end min?
Måske han ville have sagt,
– Sig det nu bare højt,
det, du ikke tør,
før du ikke mere kan:

At du godt selv ved,
vi alle ligger her,
side om side,
og at som din indgang,
således også din udgang.

Sig det, for Himlens skyld,
og for dine egnes.

Også de skal stå og se,
at du simpelt hen ikke kan mere.
Led dem ikke i fristelsen
til gætværk om,
hvad der skulle have været dine
Last Famous Words,
men byd dem ret farvel,
i lettelsens summende dimission,
hvor savn og tak blander sig jævnbyrdigt
med biernes galante søgen
blandt blomsters generte vækst.

Digt—uden titel

Der er nætter, hvor kroppen ligger svedigt mast,
skrabende mod vildredens forvaskede frotte.
Nætter hvor det pludselig står svimlende klart,
at der bare er så meget mere:

En hel verden af lykkelige synapser, æteriske landskaber,
sublim samhørighed og automatopvask;
syngende børn, kernesund virkelyst og betimelige nys og orgasmer
til at rense luften og forlængst nedslidte automobilers
tilstoppede filtre.

Alenlange lister af velduft og fryd ruller sig
ud i søvnløshedens mørke og flimmer.

Nætter hvor samtidig mulighedens omvendte proportionalitet
åbner sig som et kosmisk gab under kroppens dunkende træthed,
og hvor dagens første blege lys
kradser kvalmende i øjnenes tidløse blik.

Tynde timer, hvor enten overgivelsens tomhed skyller lykkeligt
over åndedrættets ådsel;
eller kroppen tvinges ud i pligternes slidte beton.

Timer, hvor visionens eventyrlige tåge svulmer
baglæns
ned i en enkelt forkullet celle
i baghovedets glemsel, et sted.

Ikke at visionen ikke længere er sand!
Den forbliver til stadighed altid mere og mere sand.
En hel ørken af sand!

Pengene fosser…

Pengene fosser ud af kassen
tiden fosser ud af uret
verdenshjørnerne fosser ud af kompasset
vandet fosser ud af floden
ordene fosser ud af munden
samtalerne fosser henad telefonlinierne
lyset fosser ind gennem øjnene
altimens vandet fosser ud af munden
samtalerne fosser igennem floden
og pengene fosser ind i uret
ordene fosser i par på kassen
verdenshjørnerne fosser ned i telefonlinerne
øjnene fosser ud i tiden
og lyset fosser ned midt i kompasset
hvor vi fægter med arme og ben
for at finde en knap
en krog
eller en stopklods
bare lige for at høre nogen sige
vores navn
med en ro så sikker
at alverden sendes til tælling.