I forbindelse med, at der var demonstrationer i Beograd den 21. februar, efter at Kosovo erklærede sig for uafhængigt, var der nogle utilpassede unge, som gik grassat og satte ild til bl.a. den amerikanske ambassade. Den slags må man jo naturligvis ikke, og det kan på ingen måde bortforklares, nedtones eller bagatelliseres!
Ikke desto mindre kender vi jo til problemet! Vi oplever jo selv i Danmark, at der er nogle mennesker, som opfører sig fuldstændig uciviliseret og anti-socialt, fordi de bliver bortvist fra et hus, der i virkeligheden ikke er deres. (Jeg skal her afstå fra at kommentere den formasteligt dilettantiske politiske håndtering af begivenhederne omkring Jagtvej 69, som gik forud for de uroligheder, der fandt sted, og som man sagtens kunne have undgået, hvis man havde været klar i spyttet omkring, hvad man ville, eller ikke ville, med det hus). Eller vi oplever, at der er unge utilpassede mennesker, med anden etnisk baggrund end dansk (er det sådan, det hedder?), som drøner rundt og ildpåsætter i mangel på sprog til at udtrykke deres utilfredshed med det samfund, de lever i.
Idioter findes der allensteds – her som i Beograd. Som sådan er det ikke overraskende, at der er nogle, som ikke kan styre deres vrede.
Hvorom alting er, så har langt størstedelen af alle de demonstrationer, som har været gennemført, foregået i fred og fordragelighed, som f.eks. den varslede demonstration de herboende serbere gennemførte i København.
At en lille gruppe mennesker har held til at bryde ud af en demonstration, bestående af et sted mellem 150- og 200.000 mennesker, og sætte ild på en ambassade i Beograd, er jo ikke ensbetydende med, at de handler på hele mængdens vegne, og det, at politiet ikke er i stand til at trænge frem til gerningsstedet pga. den omkringstående menneskemængde, er ikke et udtryk for, at ordensmagten (og i sidste instans staten) forholder sig passiv og tilsidesætter international lov, som det hedder. Kun ét sted har jeg kunnet finde en historie i danske medier, der spædt opvejer den megen generaliserende larm. Jeg vil hverken slås i hartkorn med ungdomshusfolk, utilpassede med anden etnicitet eller Muhamedtegnere, bare fordi jeg tilfældigvis deler indfødsret med dem og samtidig føler trang til at ytre mig om ting, der ligger mig på hjerte, og hvis jeg blev det alligevel, så ville jeg finde det injurierende.
Ikke desto mindre er det stor set dét man gør, rundt omkring i mediehavet – prøv bare at søge på demonstrations belgrade på Google, så er tonen slået an.
Som sådan er det vel næppe overraskende, om end beklageligt, at man bringer billedserier som de nedenfor angivne, fordi de cementerer en virkelighedsopfattelse, der giver et skævt billede af, hvad der egentlig skete.
Skulle disse billeder stå til troende, som stående alene, så burde der være mange flere omkomne ved demonstrationerne, som jo, efter disse billeder at dømme, tilsyneladende fandt sted i et allestedsnærværende, buldrende ildhav.
Sådan var det bare slet ikke… Det gik fredeligt til, som demonstrationer nu gør, med hujen, hejen og råben af slagord. Ét menneske, en ung demonstrant, omkom!
At der er noget at være opildnet over (i ordets normalt forekomne betydning), er imidlertid forståeligt, hvis man ellers har sans for et folks kulturarv, og at nogle måske kan miste besindelsen (og jeg skal igen understrege, at det på ingen måde kan retfærdiggøres), det kan man måske forstå, når man ser billederne nedenfor – billeder, som aldrig har gjort sig bemærkede i de selvsamme medier, der nu viser de tilsyneladende hensynsløse serbere i færd med at skænde symboler på den vestlige kulturkreds.
Der er tale om en flok kosovo-albanere, som er i færd med at sætte ild på en kirke i Kosovo.
Nu er det ikke mit forsæt, at jeg blot vil retfærdiggøre den enes brøde ved at fremhæve den andens ditto. Det gør teenagere i god tro, og mangel på udsyn. Min pointe er derimod at de fortalte historier er tendentiøse. Serberne er ikke ryggesløse, som man fremstiller dem, og kosovo-albanerne er ikke forsvarsløse ofre! Den forestilling er et produkt af en uholdbar medievirkelighed, hvis motiver jeg ikke kan gennemskue, og Gud ved, om der egentlig er nogen der kan?!