Der er nætter, hvor kroppen ligger svedigt mast,
skrabende mod vildredens forvaskede frotte.
Nætter hvor det pludselig står svimlende klart,
at der bare er så meget mere:
En hel verden af lykkelige synapser, æteriske landskaber,
sublim samhørighed og automatopvask;
syngende børn, kernesund virkelyst og betimelige nys og orgasmer
til at rense luften og forlængst nedslidte automobilers
tilstoppede filtre.
Alenlange lister af velduft og fryd ruller sig
ud i søvnløshedens mørke og flimmer.
Nætter hvor samtidig mulighedens omvendte proportionalitet
åbner sig som et kosmisk gab under kroppens dunkende træthed,
og hvor dagens første blege lys
kradser kvalmende i øjnenes tidløse blik.
Tynde timer, hvor enten overgivelsens tomhed skyller lykkeligt
over åndedrættets ådsel;
eller kroppen tvinges ud i pligternes slidte beton.
Timer, hvor visionens eventyrlige tåge svulmer
baglæns
ned i en enkelt forkullet celle
i baghovedets glemsel, et sted.
Ikke at visionen ikke længere er sand!
Den forbliver til stadighed altid mere og mere sand.
En hel ørken af sand!