Smukke pige,
hvad elsker du?
Gåture i parken
og i byen,
lette som fjer og film,
kun afbrudt
af uforpligtende besøg
på forfriskende restaurationer,
plim-plim, plim-plim?
En dugdråbe hængende
på lotusblomstens nederste kronblad,
mens den sart rejser sit hoved
mod den morgenspændte by,
hvor dine drømme bor?
Hverdagens ubestemmelige metervare,
der hober og slynger sig,
in processu og inkognito,
på spisebordets praktiske halvdel?
En anden,
hvis ansigt synes at få lyset
til at standse op
på livets kyst,
når I træder ud,
på blikkets faste bro,
og hele verden,
smidigt og omvendt proportionalt,
trækkes ind
i jeres fælles forsvindingspunkt?
Jeg hentede dig gerne
det hele på et sølvfad,
som Herodes
eller en nytårsfuld butler,
hvis jeg kunne,
og nøglerne
til dit livs kvantespring
ikke lå så dybt
begravet i dig selv.
Og jeg sloges gerne
med Goliat,
eller dem
der er værre,
hvis jeg kunne krænge mig ud
af disse linjer,
hen hvor senneppen gror,
og sproget er sendt til sangføjdans,
og jeg skulle synge
ned i deres sjæls dyb,
hvor meget de lader falde i støvet,
sammen med blikket,
de ikke kan holde.
Smukke pige,
hvad elsker du?
Alt?
Uden illusioner om
studehandler og renteafkast?
Da er du måske
nærmest salig,
thi du ser, at alt elsker dig,
eller længes efter dig,
selv bag selvbedragets
ætsende krusninger.
Vi er mennesker med hjerter
større end universet,
klemt ned
i en gammel blikdåse til te,
og vi kan for det meste
virkelig ikke se andet
end det.