det er mørkt
når man står op
og det er mørkt længe inden man sover
og i de lyse dagtimer
imellem
i øvrigt
luftens kolde fugt
sniger sig snedigt
ind bag
de talrigste lag tøj
og luften er tyk
af billarm
og våd asfalt
dagtrætte skridt
slæbende
og institutionsbørns
skingre gråd
alting har en tid
for alt hvad der sker
under himlen
er der et tidspunkt
væk er den hvirvlende mani
og den betingelsesløst
overstadige latter
størknet
i vindens påtagede
hæsblæsende trods
tungt fortættet
af førnævnte himmel
og dens lavthængende
pressende skyer
(de splintres
som en tør jordknold
når den tabes
på en flise)
alle bevægelser
bliver krampagtige
– bare dét
at skulle skrue op
for radiatoren
alle samtaler
tøvende
– bare det
at skulle…
nu findes gamle digte frem
nu fanges nye ind
nu bæres dagligvarer hjem
i discountbutikkernes plasticposer
som skærer sanseløst
i gennemsigtige
frysende fingre
nu bærer alle drømme præg
af ærgerlige begrænsninger
eller
en bedre fornemmelse
af virkelighed
Tirsdag den 28/9 1993