Alzheimer’s er noget kedeligt noget! Det mener jeg virkelig! Ikke et ondt, bespottende, kynisk eller sarkastisk ord om de stakler, som lider af den slags! De har min absolutte medfølelse, og deres pårørende ligeså – det er ikke morsomt at blive adresseret med et spørgsmål om ens navn, herkomst, bopæl eller hensigter af én, man har delt ægteseng med igennem et langt liv, eller af den, der har sat én i verden.
Ikke desto mindre ved vi jo, at mennesker, der er ude af stand til at huske basale ting, ejheller er i stand til at bestride tillidsbehæftede hverv. Jeg ville f.eks. næppe turde køre med i en bus, hvor chaufføren ikke længere kan huske, om man skal holde til højre eller venstre.
Nu er jeg jo ikke i stand til at diagnosticere, om et menneske har Alzheimer’s eller ej! Derudi er jeg ikke skolet. Ikke desto mindre står det at læse, sort på hvidt, at den ene af de Forenede Staters demokratiske presidentkandidater, Hillary Clinton, er ude af stand gengive begivenheder, som ligger 12 år tilbage i tiden – vel og mærke begivenheder, som stikker noget mere af fra hverdagens trivialiteter end rækkefølgen, hvormed man strør salt og pebber på maden. Den slags kan jeg heller ikke huske efter blot 10 minutter.
Hvorom alting er, synes der at være noget tendentiøst i, at fru Clinton gengiver sine erindringer på denne måde. Hendes mand var, alt andet lige, én af arkitekterne bag konflikten på Balkan i 90’erne, og hun har været én af de lydeligste amerikanske politikere til at bruge en ornamteret retorik i sit bifald til Kosovo’s selvstændighed på albanernes foranledning.
Det kan ikke andet end fryde og lune lidt på denne kolde forårsdag, at hendes meningsmålinger ikke er så pæne, i kapløbet om at invadere det Hvide Hus. Forhåbentlig kommer hun aldrig derind – det ville være en ubehagelig udfordring for det “internationale samfund” og for Balkan: Der er ikke brug for politikere med skjulte kort i ærmet, uventede legemsdele i bukserne, eller hvad der nu ellers måtte overraske…