Giv den gas, kloge børn

Nu skal kloge børn tilsyneladende have konsulentbistand¹, fordi deres hverdag er for udfordret i det danske skolesystem. Det er både en lettelse og en erklæring af egen fallit. En lettelse, fordi det endelig bliver medgivet at det danske skolesystem, i bund og grund, er skruet sammen med henblik på laveste fællesnævner (og hvilken fællesnævner!), hvor man har mere travlt med at sørge for, at ingen sakker bagud af dansen, end at den enkelte elev har mulighed for at udfolde sig i henhold til sine evner.

Man skal pinedød sidde i det samme værelse som alle de andre, uanset om man burde gå et år om, eller om man burde springe et år over, fordi det ikke er evner og faglighed, der får lov til at definere ens sociale kontekts, men den sociale kontekst, der skal definere og påtvinge ens faglighed.

Hvorfor det er en falliterklæring, vil jeg udfolde nedenfor.

Et fællesskab, hvor alle og alt er lige, er ikke et fællesskab. Det er en skarndynge, hvor alt er lige gyldigt. Hvis et samfund gerne vil have et bæredygtigt fællesskab, bliver man nødt til at have forståelse for forskellige funktioner, hvor forskellige mål af talent udmønter sig i varetagelse af forskellige opgaver. Dette må nødvendigvis allerede give sig udslag i den måde, man organiserer en folkeskole.

Den forskrækkede reaktion fra fortalerne for en nivelistisk skolemodel kunne så (og vil givetvis) være, at det er synd for de svage elever, at de sakker bagud. Dertil må man jo blot konstatere at – ja, det er det! Men sådan er det bare. Det er ligesom, det er synd for den med de korte ben, at han altid taber i kapløb. Men sådan har naturen altså tilskikket ham det. Det er der ikke så meget at gøre ved. Han kan øve, og så kan han forbedre, men helt godt bliver det måske aldrig.

Det er synd for de klog børn, vil jeg sige! Det er nemlig ikke naturligt, at de skal fornedre sig til at indgå i undervisning, som for dem ligger under lavmålet. Det har skolesystemet imidlertid tilskikket dem. Det kan der så sandelig gøres noget ved: Man kan opgive tanken om frihed lighed og fangenskab, som tilsyneladende er den skjulte dagsorden (måske endda skjult for denne dagsordens udøvere selv – det største bedrag har jo til alle tider været selvbedraget), og høre op med at stritte imod naturens indbyggede hierarkier, som i praksis betyder, at der er nogle, der er klogere end andre, og uden dem er vi ilde stedt, thi det er dem, der en dag skal fortælle os, hvordan vi kommer videre, som samfund, som organisationer, som forretning, som enkeltpersoner, som – ja, find selv på mere.

Derfor skal de have lov at excellere. De skal have lov at udfolde deres talent, have fuld kredit for det, opøve arbejdsdisciplin, se resultaterne af deres møje, så deres fremmeste færdighed ikke bliver, hvordan man skjuler sig og undgår at blive lagt mærke til. Hvis det nemlig er det eneste, de får anerkendelse for, så kunne et skrækscenarie jo sagtens tænkes at være en fremtid, hvor de danske genier sidder og gemmer sig på bænke, foran dagligvarebutikker, sammen med de tungeste af dem, de i sin tid gik i klasse med.

Kan ske der allerede sidder én og anden i en sådan position og vemodigt glæder sig over de sidste solstråler, inden efteråret for alvor sætter ind?

Dagen for Ophøjelse af det Ærværdige og Livgivende Kors