Den Serbiske Orthodoxe Kirke til hendes åndelige børn, Påsken 2009
PAVLE
Af Guds nåde
Orthodox Ærkebiskop af Pec, Metropolit af Beograd-Karlovci og Serbisk Patriark, med alle den Serbiske Orthodoxe Kirkes Hierarker – til hele præsteskabet, munkene, og alle vor Kirkes sønner og døtre: Nåde, barmhjertighed og fred fra Gud, Faderen og vor Herre Jesus Kristus og den Hellige Ånd med den glade Påskehilsen:
KRISTUS ER OPSTANDEN!
HAN ER SANDELIG OPSTANDEN!
“Lad os kalde selv dem, der hader os, ‘Brødre’
og tilgive dem ved opstandelsen.”
(Påske hymne)
I år, i løbet af disse forårsdage, kære brødre og søstre, fejrer vi Guds Kirkes største Festdag, med den samme glæde – Kristus, Frelserens Opstandelse. Hvert år på denne tid, når livets mystiske kraft opvækker den afkræftede natur, vækker den Opstandne Herres herlighed et lysere, mere helligt og gladere liv i os. I dag fremvælder ophøjede tanker, vidunderlige følelser fødes, og en hellig og bemærkeslsesværdig stemning overmaner os. Med den opstandne herre, oprejses vi også til et mere ophøjet og meningsfuldt liv. Det evige livs sejrrige lyksalighed, som vi gives af vor Opstandne Forløser og Frelser, skinner fra vore hjerter. Ligesom i den mystiske begyndelse, hvor verden, ved Guds Ord, kaldtes til at være, og liv kaldtes til at være i verden, på samme måde opstod Guds Søn, Jesus kristus, ved Hans Guddommelige kraft, fra de døde. Denne store begivenhed er et mysterium, som også verdens skabelse er det; det er mirakuløst og ophøjet som en virkelig glædessang, der genlyder igennem hele Guds skabelse. Derudover er det, som fuldendelse af den første skabelse og som ny skabelse, endnu mere mirakuløst og større end den første skabelse, og vigtigere end alle historiske begivenheder.
Mange århundreder adskiller os fra dette lysende Jerusalem-daggry, hvor de hellige Myrrhabærende kvinder så den tomme grav. De kom for at salve deres Mesters døde legeme; for at udgyde deres tårer på det og varme gravens kolde sten med deres kærlighed, deres trofasthed og hengivenhed. De var ved deres korsfæstede Frelsers Kors, da alle, undtagen Hans Moder og en af disciplene, svigtede Ham. Om end på afstand, fulgte de deres store Mesters sidste øjeblikke. De forlod Ham ikke, selv da Han døde. Derfor blev de også fundet værdige til at være de første til at bevidne og bringe bud om Opstandelsen; de første til at fejre det nye liv i den Opstandne Herre. I dag resonerer den blide påmindelse i vore ører, som Herrens engel fremførte, fra gravens sten, til kvinderne: “Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået.” (Luk 24,5-6) Og de skræmte kvinder, dér i haven, hvor graven var, var de første til at møde den Opstandne Herre. Han sendte dem til Galilæa for at fortælle det til disciplene og at glæde dem med den frydefulde nyhed, at også de skulle se Ham (jfr. Mark 16,7). Og se, kære Guds børn, denne vor Opstandelsens, glæde i dag, kommer fra dette møde med den Opstandne Herre, som opstod for os og indgav det nye livs glæde i alle Hans efterfølgere og alle de, der bekender Hans Guddommelige kundskab.
På samme måde adskiller mange århundreder os også fra denne Jerusalem-dags tusmørke, da den Opstandne Herre viste sig for sine efterfølgere, Cleopas og den anden discipel. De skyndte sig skræmte fra Jerusalem til Emmaus, som ville de gemme sig af frygt for jøderne. Selvom de ikke var så modige som de myrrhabærende kvinder, blev også de fundet værdige til at møde den Opstandne Herre. Han skjulte sit tidligere udseende, så de ikke kunne genkende Ham. Men da Han forlod dem efter en samtale om det, der havde fundet sted i Jerusalem, og efter Han havde brudt brødet, bekendte de til hinanden, hvordan deres “hjerter brændte”, mens Han talte til dem (jfr. Luk 24,13-32). Denne samme hellige flamme, som brændte i Kristi to disciples hjerter på vejen til Emmaus, brænder også i dag i os, når vi fejrer denne Festernes Fest, når også vi oplever et åndeligt møde med den usynlige dødens Besejrer. Denne samme ild varmede, og varmer, Guds Kirke i alle tidens epoker. Sagde Han ikke selv: “Ild er jeg kommet for at kaste på jorden” (Luk 12,49)? Den samme hellige ild varmede vore forfædre og oplyste deres liv i vore århundreders fangekældre. De levede uden hjem i lange perioder, uden hjemsted, uden frihed, i ekstrem usikkerhed, uden ejendom og ejendele, ligesom mange, der er blevet tvunget til at forlade deres hjemsted, gør det i dag, men altid med troen på den Opstandne Herre, med troen på retfærdighedens sejr og troen på opstandelsen.
Derudover adskiller mange århundreder os fra den første opstandelsens aften, da den Opstandne Herre, for første gang, viste sig for sine skræmte og skuffede disciple og fremsagde en opmuntrende hilsen: “Fred være med jer!” (Joh 20,19). I ét nu bragte Han freden til dem, genoprejste deres tro på Ham og Hans Guddommelige orden. Hvis Guds Søn ikke stod op igen, ville Kristendommens historie have været afsluttet med Hans sidste ord på korset: “Det er fuldbragt!” (Joh 19,30). Men Han opstod igen, og i denne sandheds navn opgav Hans disciple glade deres liv for Ham. Ved at holde fast på denne sandhed, har Hans Kirke gået sejrende i kamp udover hele verden, så hun, uden at at udgyde blod, kan besejre hendes mange fjender, der er bevæbnet til tænderne.
“Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?” (Luk 24,5), formanede Herrens engel de hellige myrrhabærende kvinder, som kom til graven, som I har hørt. De kom til graven, tørstige efter sandheden og det evige live. Millioner og atter millioner åndeligt forarmede og moralsk hærgede mennesker, som er betagede af forgængelige tings storhed, lever nu i denne verden som i en kold grav. Er verden ikke ved at blive til en fabrik og en markedsplads, hvor der udbydes falsk glimmer og forbipasserende værdier? Siges det ikke ofte, nu om stunder, at et menneske kan vandre fredfyldt på jorden uden himlen? Det er som om nutidens menneske har klatret til tops på det babylonske tårn, sikker på sin egen viden, men det er ofte ubetydeligt, selvisk, aggressivt og fuld af onde hensigter, som truer dets tårn og dets overlevelse. Vi frygter at denne vor civilisation vil huske Kristi ord for sent, som lyder: “skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,5).
Vor Frelser blev menneske, så vi kunne blive guddommeliggjort. Han var villig til at dø på korset for at frelse menneskehden fra dets synder. Han opstod igen fra de døde for at give os evigt liv. Han gjorde døden til endnu en begivenhed i livet – et liv, som ikke kender nogen ende. Da Pilatus dømte Frelseren, havde han hverken den åndelige styrke eller den ophøjede indsigt til at kunne genkende Ham som Guds Søn. Til trods for alt dette, kunne den lidende Frelsers menneskelige billedes skønhed ikke skjules for hans øjne, da han udtalte sin dom: “Se, her er manden!” – til Jesu anklagere (Joh 19,5). Herved forsøgte han at påvirke Kristi ufølsomme morderes samvittighed, så meget som muligt. Han troede, at Hans menneskelige udstråling ville få nogle af dem til at vakle.
Vi beder vor Opstandne Herre om, at billedet af den oprindelige menneskelige natur må blive oprejst i os, en natur som ofte er forvrænget, tildækket og tilsølet med talløse fejl og synder. Vi beder om, at alle må genkende et folk i os, oplyst af Hans evige liv, hvadenten de er rige eller fattige, store eller små i stilling eller rang. Vor tid står overfor en materiel krise, men vi står også overfor en større krise, som har med moral og karakter at gøre. Vi vil glæde os, hvis enhver, som ser på os, kan sige: Her er et menneske! – så enhver, ven eller fjende, dommer eller anklager, kan se et sandt og ægte menneske i os. Lad os, kære brødre og søstre, bevare vor menneskelige værdighed, som blev højt ophøjet af vor Opstandne Guds Søn. Lad os bevare troen på den Opstandne Herre, kærligheden til vores næste og sandheden og retfærdigheden; en kærlighed til alt godt, som mennesker længes efter, men som, uden hjælp fra den Opstandne Herre og Hans Evangelium, ikke er opnåeligt. Lad os bede til den Opstandne Herre, og lad os bønfalde Ham, ligesom de to disciple, som rejste på vejen til Emmaus, at Han bliver hos os. Lad os bede om, at vi må glæde os i Ham; at vi må få styrke fra Ham; at vi må være åndeligt ophøjet, så vi ikke bliver overmandet og revet bort af vor tids mudrede flodstrøm..
Idet vi overbringer dette vort budskab til alle vore brødre og søstre, og i dag særligt husker vore troende i Kosovo og Metohija, såvel som vore troende over hele verden, på alle kontinenter, hvor Serbiske Orthodoxe og alle Orthodoxe Kristne i dag fejrer Kristi Opstandelse, hilser vi, jeres Patriark og alle Hierarkerne i den Serbiske Kirke, jer med Glædens og det Nye Livs hilsen:
KRISTUS ER OPSTANDEN!
HAN ER SANDELIG OPSTANDEN!
Holdt ved det Serbiske Patriarkat i Beograd ved Påsken 2009.
Jeres inderlige forbeder foran den Opstandne Herre:
Ærkebiskop af Pec, Metropolit af Beograd-Karlovci og Serbien Patriark PAVLE med alle hierarkerne i den Serbiske Orthodoxe Kirke.
Metropolit af Zagreb and Ljubljana JOVAN
Metropolit af Montenegro and the Coastlands AMPHILOHIJE
Metropolit af Midwestern America CHRISTOPHER
Metropolit af Dabro-Bosna NIKOLAJ
Biskop af Sabac-Valjevo LAVRENTIJE
Biskop af Nis IRINEJ
Biskop af Zvornik-Tuzla VASILIJE
Biskop af Srem VASILIJE
Biskop af Banja Luka JEFREM
Biskop af Budim LUKIJAN
Biskop af Canada GEORGIJE
Biskop af Banat NIKANOR
Biskop for Amerika og Canada af the New Gracanica Metropolitate LONGIN
Biskop af Østamerika MITROPHAN
Biskop af Zica CHRYSOSTOM
Biskop af Backa IRINEJ
Biskop af Storbritanien og Skandinavien DOSITEJ
Biskop af Ras and Prizren ARTEMIJE
Biskop af Bihac and Petrovac CHRYSOSTOM
Biskop af Osijek and Baranja LUKIJAN
Biskop af Centraleuropa CONSTANTINE
Biskop af Vesteuropa LUKA
Biskop af Timok JUSTIN
Biskop af Vranje PAHOMIJE
Biskop af Sumadija JOVAN
Biskop af Slavonia SAVA
Biskop af Branicevo IGNATIJE
Biskop af Milesevo FILARET
Biskop af Dalmatia FOTIJE
Biskop af Budimlje and Niksic JOANIKIJE
Biskop af Zahumlje and Hercegovina GRIGORIJE
Biskop af Valjevo MILUTIN
Biskop af Vestamerika MAXIM
Biskop af Gornji Karlovac GERASIM
Biskop af Australien and New Zealand IRINEJ
Pensioneret Biskop af Zahumlje and Hercegovina ATANASIJE
Assisterende Biskop af Hvostno ATANASIJE
Assisterende Biskop af Jegar PORFIRIJE
Assisterende Biskop af Lipljan TEODOSIJE
Assisterende Biskop af Dioclea JOVAN
Assisterende Biskop af Moravica ANTONIJE
ÆRKEBISPESÆDET af OCHRID
Ærkebiskop af Ochrid and Metropolit af Skoplje JOVAN
Biskop af Polos and Kumanovo JOAKIM
Biskop af Bregal and locum tenens af the Diocese af Bitolj MARKO
Assisterende Biskop af Stobija David