Jeg var henne og hilse
på den afdøde i dag.
Han lå nydelig tilredt,
men lidt blegere end ellers.
Tydeligvis, og retfærdigvis,
helt og aldeles åndsfraværende,
frosset i en ikke færdig sætning,
og der var helt vindstille
i den åbne mund.
Jeg spekulerede på,
hvad han mon ville have sagt,
den gamle,
som nu er færdig med fyrre,
og halvtreds og tres,
og en hel masse mere.
Mon han ville have givet endnu en omgang?
Eller haft noget med fra købmanden?
Mon han ville have bedt nogen om
at åbne vinduet,
så der kunne komme lidt frisk luft
til det stadig mere udtørrede svælg?
Eller mon han ville have givet en sidste besked?
Mon han ville have sagt,
– Du skal selv ligge her og måbe,
en dag?
– Din tid er ikke mindre lånt,
end min?
Måske han ville have sagt,
– Sig det nu bare højt,
det, du ikke tør,
før du ikke mere kan:
At du godt selv ved,
vi alle ligger her,
side om side,
og at som din indgang,
således også din udgang.
Sig det, for Himlens skyld,
og for dine egnes.
Også de skal stå og se,
at du simpelt hen ikke kan mere.
Led dem ikke i fristelsen
til gætværk om,
hvad der skulle have været dine
Last Famous Words,
men byd dem ret farvel,
i lettelsens summende dimission,
hvor savn og tak blander sig jævnbyrdigt
med biernes galante søgen
blandt blomsters generte vækst.