Speltkongen Spinoza
havde sin seksuelle debut
og omgående
bredte sig en ram lugt
af riskiks
som forlængst havde overskredet
sidste salgsdato
og adskillige sarte sjæles
personlige grænse.
Alt hvirvledes rundt
i en art ensomhedens
lykkelige og endelige polka
og guder og helte
så lystige til
klappende og dansende
stadig mere taktfast
og stadig mere opløst
i selvforglemmelsens tåge
og væltede et par verdener
i tumulten.
Det hele skete
så hurtigt
at end ikke
den skarpeste kniv i skuffen
kunne se sit snit
til at følge med –
et klingende svirp
hvor lyset falder ind
i det aflåste kammers
iskolde støv.
Der er mange Big Bangs
i løbet af alverdens
ophobninger af efterårshverdage,
og dette var blot endnu et.
Tilbage blev kun
den graffitiklædte
frostsprænge viadukt
i kvarterets udkant
sart favnet
af en enlig gadelygte.
Tilbage står kun
forbavselsens hule dunk
under hjernestammens
allerdybeste dæksel.