Valg i Serbien

Så hørte jeg endelig resultatet af valget i Serbien i går, søndag d. 3. februar 2008. Boris Tadić vandt, og dermed er Serbien på vestlig kurs, som det allensteds hedder, idet de såkaldte nationalister, anført af Tomislav Nikolić blev sat af karusellen med kun 47,9% af stemmerne imod Tadić’s 50,5%. En noget kneben sejr, må man vel sige…

Jeg spørger mig selv, som sædvanligt, om det er en sejr, overhovedet, og i givet fald for hvem. Jeg tvivler nemlig på, at det er en sejr for Serbien! Prøv f.eks. at kigge på den noget tvivlsomme, om end ikke overraskende, fremstilling, begivenhederne får i det kulturradikale medie Politiken. Det er ikke Serbien, der kan ånde lettet op – det er vesten!

I virkeligheden tror jeg, det er meget symptomatisk for den udenrigspolitiske dagsorden: Føj det overnationale flertal, hvad enten det gælder politiske ideologier, forestillinger om etik, gældende politisk korrekt retorik, eller hvad det nu måtte være… Danmark har i det store hele overgivet sig, og talerør som Politiken er jo i høj grad med til at markedsføre idéen.

Serbien har ikke overgivet sig – endnu! Kun lidt (meget lidt) over halvdelen er med på vognen. Måske fordi de ikke helt er klar over, hvad omkostningerne er?! Jeg husker tydeligt en samtale, jeg havde en meget varm sommeraften, med min gode ven Srđan, på mine svigerforældres terrasse, for halvandet års tid siden. Jeg kan huske, at jeg gav udtryk for, at der er god mening i at være forsigtig i forhold til at kaste sig ud i at “internationalisere” sig. Det koster en del, fordi det også indbefatter, at man afnationaliserer sig, og nationalitet er som bekendt(!!!) lig med identitet. Det kunne han ikke helt forstå…

Som sådan er det jo ikke nødvendigvis forkert opfattet, når nogle mennesker i Serbien giver udtryk for, at de føler sig som kastebold i et spil, der er alt andet end deres eget, og at visse instanser burde blande sig uden om deres egne indre anliggender, som er alt andet end de andres!

F.eks. er spørgsmålet om Kosovo (og ikke Kosova, som Politiken, i lighed med et stædigt æsel, ynder at skrive det i deres ahistoriske og anti-nationale vanvid) jo dybest set ikke noget internationalt problem! Det er et indenrigspolitisk spørgsmål, som Serberne i virkeligheden burde afklare selv, i samarbejde med det albanske mindretal, som befolker denne serbiske landsdel!

At tidligere tiders politiske ledere ikke har grebet dette spørgsmål fornuftigt an, ændrer jo ikke ved, hvem det er, der skal løse problemet nu! Det skal Serbien selv, men dét er der ikke plads til på den politiske arena, sådan som den tager sig ud i den nye verdensorden.

Jeg talte med en mand, nede i Netto, den anden dag. Køen var lang, og ventetiden ligeså, så et hurtigt slag verbal udenrigspolitisk Stratego lå lige for. Han bemærkede, at det er meget uheldigt, at Danmark gør sig til partner i et spil, hvor nogle overnationale stormagter tonser deruda i et ideologisk korstog, hvor målet er, at alle skal have de samme politiske systemer som os, og hvis de ikke vil, ja så isolerer vi dem – på den ene eller den anden måde – giver dem alle til hobe en eftertrykkelig national stuearrest, så kan de sidde dér i deres eget land og gå til med deres egen nationale identitet, hvis de synes den er så fortrinlig.

Han spurgte mig, hvad jeg troede vore forfædre, de navnkundige vikinger, ville have sagt, hvis der pludselig var kommet nogle politisk korrekte fremmede og havde villet tvinge dem til at indføre demokrati og menneskerettigheder? Nej vel? Alene idéen er fjollet og uantagelig.

Om Serbien bliver en del af EU eller ej, vil kun tiden vise. Jeg håber ikke, at de har for store forventninger til, hvad et sådant medlemskab vil medføre. I hvert fald håber jeg, de ved, at prisen er høj! Det har den været for Danmark, som faktisk en gang, for lang tid siden – så lang tid, at næsten ingen kan huske det, havde nogle værdier, der ikke var bundet af tid og sted! Dem er der ikke mange tilbage af, nu.

Jeg håber, at Serbien er i stand til at bevare dem, selvom halvdelen af befolkningen vil gå langt for at blive ligesom os andre, men jeg kan nogle gange have min tvivl – som min ven Darko sagde til mig, en gang i begyndelsen af året: “Dette land er meget dårlig forberedt på internationalisering”. Det forstås vel? For hvad er det? Hvis jeg sagde, at “karpolajkien er på vej – vi må forberede os!” – hvem ville så have nogen referenceramme at læne sig imod?

Jeg kan nogle gange frygte at “internationaliseringen” kommer til at skylle ind over landet som en tsunami, og at ikke meget vil være ladt tilbage – Gud hjælpe, at jeg tager fejl. I mellemtiden kan vesten så sidde i sikker afstand, som sædvanligt, og ånde lettet op, fordi de endnu en gang, som et forkælet barn, får det, som de vil have det.

Gud bevare Serbien.