Email subscribtion

Subscribe to this page and get email notifications whenever new posts are available.

Skriv din email adress for at abonnere på denne side og modtag besked i din indboks, når der er nye indlæg.

Your email address:

Delivered by FeedBurner

Archives

Categories

Gideon EP

Back in 1992, I made this ep with four songs together with friends from my childhood and early youth. Those were the days when music was still released on cassettes.

Now I am making the songs available for free listening. They are taken from the cassettes, so this is what it really sounded like. Enjoy and share with your friends and family!

Bootleg

Back in 2001, I made this cd with eleven songs—some of which I performed alone on my guitar, others with a band of extremely talented and skillful musicians.

Now I am making all the songs available for free listening. Enjoy and share with your friends and family!

For more info on my music, check out here!!!

Alle har en drøm

Sang af Kasper Winding


Hvem ville tro mig hvis jeg sagde
der er en vej ud af alting men sjældent en tilbage
vi lever i nuet i templer af glas på kredit
og spejler os halvt ihjel vederlagsfrit

Alle har en drøm
om engang at bli’ fri
af lasterne der lænker os til
nuets tyranni,
selvbedrag og natteroderi

Ingen jeg kender ka’ sige mig hva’ vej jeg skal gå
de har alle sammen travlt med at indse dagen derpå
de venter og håber og tror
ligesom jeg på i morgen, det magiske ord
for nuet i sig selv har ingen anden mening end farvel

CHRIST IS RISEN!

KRISTUS ER OPSTANDEN!
ХРИСТОС ВОСКРЕСЕ!

I wish all a happy and joyful PASCHA!!!

Digt—uden titel

Smukke pige,
hvad elsker du?

Gåture i parken
og i byen,
lette som fjer og film,
kun afbrudt
af uforpligtende besøg
på forfriskende restaurationer,
plim-plim, plim-plim?

En dugdråbe hængende
på lotusblomstens nederste kronblad,
mens den sart rejser sit hoved
mod den morgenspændte by,
hvor dine drømme bor?

Hverdagens ubestemmelige metervare,
der hober og slynger sig,
in processu og inkognito,
på spisebordets praktiske halvdel?

En anden,
hvis ansigt synes at få lyset
til at standse op
på livets kyst,
når I træder ud,
på blikkets faste bro,
og hele verden,
smidigt og omvendt proportionalt,
trækkes ind
i jeres fælles forsvindingspunkt?

Jeg hentede dig gerne
det hele på et sølvfad,
som Herodes
eller en nytårsfuld butler,
hvis jeg kunne,
og nøglerne
til dit livs kvantespring
ikke lå så dybt
begravet i dig selv.

Og jeg sloges gerne
med Goliat,
eller dem
der er værre,
hvis jeg kunne krænge mig ud
af disse linjer,
hen hvor senneppen gror,
og sproget er sendt til sangføjdans,
og jeg skulle synge
ned i deres sjæls dyb,
hvor meget de lader falde i støvet,
sammen med blikket,
de ikke kan holde.

Smukke pige,
hvad elsker du?

Alt?
Uden illusioner om
studehandler og renteafkast?
Da er du måske
nærmest salig,
thi du ser, at alt elsker dig,
eller længes efter dig,
selv bag selvbedragets
ætsende krusninger.

Vi er mennesker med hjerter
større end universet,
klemt ned
i en gammel blikdåse til te,
og vi kan for det meste
virkelig ikke se andet
end det.

#FindDancingMan

Her er en historie fra det virkelige cyberliv, som er værd at viderebringe. En historie, som udspiller sig på Twitter på under et døgn, og som tager en drejning fra at være et lurvet og tarveligt overgreb på en uvidende sagesløs, til at selvsamme ulyksalige får noget nær verdensomspændende oprejsning.

Det hele starter vist med, at Hope Leigh på sin Twitterkonto konstaterer, at det er usmageligt at snige sig ind på folk og tage billeder af dem med henblik på at udstille dem på sociale medier. Hendes tweet er ledsaget af et billede, hvor man ser en overvægtig mand, der er fanget på dansegulvet i lystig bevægelse til musikken.

Personerne, som tager billederne forsyner disse med en tekst om, at han dansede, indtil han opdagede, at de stod og tog billeder og grinede af ham.

Dette får sindene i kog mangen et sted. Bl.a. provokerer denne usmagelige adfærd en amerikansk menneskerettighedsaktivist, Cassandra, der beslutter sig for at give den forhånede mand oprejsning, og hun iværksætter, hvad der skal vise sig at blive, en twitter-steppebrand af en eftersøgning af den dansende mand—#FindDancingMan:

Planen udvikler sig—flere strømmer til, og efterhånden bliver det til, at manden skal inviteres til Californien og danse sammen med en, om ikke himmelsk, så dog en kvindelig hærskare af Twitter-brugere, som efterhånden er stimlet sammen på netværket i forargelse over den oprindelige udåd. Hver fugl tweeter med sit næb—det skal ingen høre for; ej heller for at man naturligt lægger mere vægt i dansetrinene.

Og så lyder det med ét: Manden er set! I London. Sammen med en anden dansepartner, som det lystigt formuleres:

Efter tolv timers eftersøgning er det lykkedes at finde den dansende mand…

…og Cassandra kan nu formelt overdrage invitationen fra de mange danselystne Californiainder til @Dancingmanfound, som han i mellemtiden er kommet til at hedde på Twitter.

Og det vil han naturligvis gerne:

Hvornår afdansningsballet kommer til at stå, er der vist endnu ingen der ved. Men den ulykkelige historie fik en lykkelig slutning, der gav genlyd helt op i de højestes glade dansehaller, og herefter gøres vitterligt, at skal man scoore hurtige point på sociale medier, skal man gøre noget godt ved hinanden. Ikke stå og gemme sig og gøre sig lystig på sagesløses bekostning. Andet skulle da sandelig også bare mangle!

 

Se, dét var en rigtig historie!

Diskrimination og fordomme

Jeg har altid fået at vide, at diskrimination er af det onde. Dét, og så fordomme! Det er noget skidt! Hvis én af disse to skulle indfinde sig ét eller andet sted i mit sinds tusmørke, burde jeg virkelig have en moraliserende alarm, der omgående gik af, lod jeg mig ofte belære. Og sådan foresvæver det mig, at mange stadig tænker, i den politiske korrektheds, demokratiets, udsynets og måske endda den rene fornufts navn.

Men sådan er virkeligheden bare ikke. Vi diskriminerer hele tiden. Vi bedømmer hele tiden. Det er et naturligt instinkt, der lever i os—som vi lever af, og som skal disciplineres og trænes, så det fungerer hensigtsmæssigt, og ikke klemmes inde og begynder at degenerere, mutere og vokse vildt og ukontrolleret.

Diskriminationens og fordommens fornemmeste opgave er at hjælpe os med at navigere i tilværelsen. Kende forskel på op og ned, frem og tilbage, skidt og kanel, dig og mig og vi to, det ædle og det usle. Den er at skelne tingene, se dem an, tage bestik af situationen. Træde på bremsen, inden det er for sent. Ingen diskriminations- og fordomsevne? Intet kørekort!

At denne evne er blevet misforstået og misbrugt, skal man ikke være detektiv for at indse. Race, religion og nationalt tilhørsforhold er jo indlysende forskelle i vores menneskelige erfaring, som er blevet gjort til parameter for at kategorisere forskellige grupper. Men en sådan diskrimination og fordom kræver ikke den store anstrengelse af sin udøver. Den kræver blot øjne i hovedet og ganske lidt faktuel viden om dén, man vil udøve sin diskrimination og fordom overfor.

At diskriminere, alene på baggrund af nogens etniske, nationale, religiøse eller andre lignende forhold er særdeles simpelt—man kunne fristes til at kalde det primitivt. Det er ofte denne type forsimplede generaliseringer, som finder sted i højredrejede politiske miljøer, hvorfor det er svært at se dem som andet end grundlæggende primitive, hvor sofistikeret deres narrative, intellektuelle og praktisk organisatoriske overbygning så ellers måtte være.

Og hermed har jeg jo i grunden sagt noget generaliserende om et bestemt politisk miljø. Jeg har sådan set fældet en fordom. Og måske har jeg set rigtigt. Eller måske tager jeg fejl. Men jeg har forsøgt at beskrive verden, sådan som jeg ser den, og jeg forsøger at navigere efter det. Så må den bifalde eller anfægte, som vil. Min påstand står, og måske bliver den begyndelsen til en samtale.

Jeg vil nemlig ikke gerne acceptere den konfliktsky usandhed om, at det er noget skidt at diskriminere. At det er formasteligt at have fordomme. Og jeg vil heller ikke godtage dens muterede modstykke, hvor der diskrimineres og fældes fordomme, brovtent og uden virkelighedssans, med afsæt i biologiske, geografiske og kulturelle omstændigheder (hinsides muligheden for menneskelig indflydelse), fordi virkelighedssansen overdøves af larmen fra den indre forskrækkede og generaliserende monolog.

At acceptere forsimplingens usandhed forvrænger billedet af verden, og os selv i den—både i den konfliktsky- og i den overdrevent generaliserende skikkelse. Begge må de tales midt imod—eller endnu bedre, de må omtales og identificeres som det, de er.

Det kræver tid og anstrengelse at lære at kende forskel på op og ned, frem og tilbage, skidt og kanel, dig og mig og vi to, det ædle og det usle. Man må skrue ned for monologen—den ydre, som den indre. Man må lytte til verden udenfor, og på en måde starter vi forfra, hver gang vi står overfor det næste medmenneske.

Det kræver stort engagement og opfindsomhed, og der er ikke rigtig nogen velfærdsstat, som kan levere en passende metervare, som vi kan bestille med vores NemID på sikker afstand. Vi må ud, hvor det kan ses, høres, lugtes og mærkes. Og derude—hvor vi faktisk kan hænde at blive hævet over fantasiens forskrækkede fristelser—dér er der mange gange meget mindre farligt, end vi først havde forestillet os!

Je suis Charlie?

Så bliver der slået uskyldige mennesker ihjel i Paris, og hele Europa fyldes med afsky. Det er jo ikke så underligt! De mennesker, som har udført denne handling, er nogle kujoner som med deres handlinger giver anledning til at tro, at de står tilbage i udvikling, sammenholdt med vores generelle forestilling om, hvilket niveau vi er nået til som race.

Hurtigt er mange af vore folkevalgte representanter (Helle T., Lars L. Özlem etc.) ude og give udtryk for deres representative afsky, som jeg må formode, vi alle tager del i, hvis vi ellers er mennesker, som står på et højere udviklingstrin end de kujoner, som har dræbt uskyldige i Paris.

Og hvad sker der så?

Så bliver der dælendundreme lukket op for Danmarks åndelige kloak i kommentarfeltet hos de pågældende folkevalgtes fordømmelser af udåden, og det vælter frem med alskens smålige kommentarer og xenofobiske opstød, der får én til at betvivle, at de danske primater er så udviklede endda.

Hvis man vil fred og fordragelighed, så må man leve fred og fordragelighed. Man må tænke det. Sige det. Skrive det! Der er ikke megen fred og fordragelighed i de mange kommentarer. Der er hævntørst! Og hævntørst er netop, hvad der drev de ynkelige udådsmænd i Paris til at handle i dag. Hævntørst i yderste og ukontrolleret potens. Det er en farlig vej at gå, og jeg kan se, at der er mange af mine landsmænd, der leger med ilden.

I Paris er folk samlet i sympati med de dræbte og i protest over den utæmmede småligheds ødelæggende vildskab. Folk. Mennesker. Af alle mulige religiøse, sexuelle, politiske og Gud/Allah/Buddha/Krishna ved hvilke observanser. Det er betyder ikke noget i dag (eller nogen som helst anden dag i øvrigt). De er i stand til at skille skidt fra kanel og se ud over alle mulige daglige stridsspørgsmål, fordi det her er større. Der er ikke noget at være uenig om her. De er mødt frem for at vise, at de også er ramte, fordi de dræbte er mennekser. Nogens børn og børnenebørn. Nogens mand, kone eller kæreste. Nogens forældre.

At begynde at koge sursuppe på dén begivenhed er smagløst og småligt og fører ingen vegne.

Med henvisning til én af mine personlige helte, nu afdøde Patriark Pavle af Serbien, så lad os nu være mennesker, for Guds skyld! Alt andet er håbløst!

Weeeh! Jeg klarede statsborgerskabsprøven af den 11. juni 2014!

Set i lyset af, at jeg både har svenske og hollandske aner, hvis vi ellers trævler familietræet tilstrækkelig meget op, kan jeg med en vis lettelse konstatere, at jeg også intellektuelt set har en vis ret til at kalde mig for dansker—selv om det nu i forvejen stod klart, sådan rent indfødsretsligt.

Jeg må altså gerne blive! Ingen kan smide mig ud! Ikke en gang verdens dummeste spørgsmål kan give anledning til, at man kan fratage mig mit danske pas og sige, “du’r ikke—væk!” Så her kommer det:

Som allerede nævnt, ville en grundig slægtsforskning af hhv. mit fædrende og mødrende ophav afsløre, at mine forfædre drog ind i landet fra dels Holland og dels Sverige. Jeg gad nok vide, om det gør mig til en indvandrer, eller mere præcist, en efterkommer af indvandrere. Teknisk set vel ja?

Derudover spekulerer jeg på, hvor mange andre danskere (for jeg har altid opfattet mig selv som dansker—vi talte dansk derhjemme, det spillede ikke nogen praktisk rolle i mit barndomshjem, at vi åbenbart var efterkommere af indvandrere og i det hele taget levede vi et gennemsnitligt dansk liv med dansk mad, brun sovs og kartofler), hvor mange andre danskere, som på samme måde også kan spore deres aner tilbage til områder, der ligger uden for Danmarks grænser. Jeg ved f.eks., at Hendes Majestæt, Dronning Margrethe II af Danmark, kan! Og trenden fortsætter i hendes umiddelbare efterkommeres tilfælde!

Det samme gør sig også gældende for mange af vore andre landsmænd og -kvinder. Deres aner bugter sig også i bakke, dal og ud på de vilde vover, hvad enten de hedder Smith, Müller eller Nilsson, eller hvad det nu måtte være, og, for at være helt ærlig, jeg har svært ved at forestille mig, at vi alle sammen kun udgør 10% af den samlede befolkning, hvilket er det korrekte svar på første spørgsmål, nemlig, “Hvor stor en andel af befolkningen i Danmark er indvandrere og efterkommere?” Der er altså ét eller andet, der ikke stemmer.

Sandheden er vel, at spørgsmålet på sin vis ikke giver nogen mening? Langt flere, end vi til dagligt har overblik over, er nemlig efterkommere af indvandrere—selvom vi er glade for både flæskesteg og juletræer i december, og elsker vort land til Skt. Hans. Og at man således har valgt at stille et meningsløst spørgsmål som det første i en quiz, der skal afdække graden af adspurgtes leksikale paratviden som grundlag for en evt. blåstempling af vedkommendes danskhed, er jo egentlig både illustrativt og komisk—på den lidt tragiske facon, for præmissen for det stillede spørgsmål er i en vis forstand noget sludder, lige som hele duelighedsprøven er—thi hvordan måler man noget menneskes danskhed på baggrund af 30 spørgsmål, når ikke en gang alle danskere (med den lidt mere, som i mit tilfælde, diffuse indvandrerbaggrund, der dermed ikke foranlediger 30 spørgsmål til professoren) faktisk kan bestå og dermed, på dén konto, burde frakendes deres (intellektuelle) indfødsret?

Og når de adspørgende (man må formode at spørgsmålene er stillet af danskere, der mener at kunne udpege hvad der er værd at vide, når man er dansker), er ude af stand til at stille indlysende spørgsmål, hvordan kan man så forvente, at de er i stand til at vurdere det indlysende i de afgivne svar? Jeg mener, når der stilles forvirrede spørgsmål, må det vel afspejle en forvirring hos den spørgende, og forvirring har aldrig været godt for dømmekraften.

Min undren er stor, og jeg kunne sikkert blive ved i lang tid med at udfolde den. Det skal jeg ikke. Jeg skal bare sige, at hvis nogen tager testen for sjov, selvom passet ligger sikkert i skrivebordsskuffen, så tillykke! Det er hamrende ligegyldigt, om du klarer den eller ej—lidt usikkert er det dog, om dine kundskaber er til gavn eller gene for dit fædrelands fremtid.

Hvis du derimod tager testen, fordi du har et ønske om at opnå indfødsret og statsborgerskab, og du klarer den—så tak for din indsats og tillykke! Dine kundskaber og vilje til at engagere dig har givet afkast. Jeg håber, du nu også vil bruge din energi på at være med til at gavne dit nye fædrelands fremtid.

Held og lykke!

Requiem

Jeg var henne og hilse
på den afdøde i dag.
Han lå nydelig tilredt,
men lidt blegere end ellers.
Tydeligvis, og retfærdigvis,
helt og aldeles åndsfraværende,
frosset i en ikke færdig sætning,
og der var helt vindstille
i den åbne mund.

Jeg spekulerede på,
hvad han mon ville have sagt,
den gamle,
som nu er færdig med fyrre,
og halvtreds og tres,
og en hel masse mere.
Mon han ville have givet endnu en omgang?
Eller haft noget med fra købmanden?
Mon han ville have bedt nogen om
at åbne vinduet,
så der kunne komme lidt frisk luft
til det stadig mere udtørrede svælg?

Eller mon han ville have givet en sidste besked?
Mon han ville have sagt,
– Du skal selv ligge her og måbe,
en dag?
– Din tid er ikke mindre lånt,
end min?
Måske han ville have sagt,
– Sig det nu bare højt,
det, du ikke tør,
før du ikke mere kan:

At du godt selv ved,
vi alle ligger her,
side om side,
og at som din indgang,
således også din udgang.

Sig det, for Himlens skyld,
og for dine egnes.

Også de skal stå og se,
at du simpelt hen ikke kan mere.
Led dem ikke i fristelsen
til gætværk om,
hvad der skulle have været dine
Last Famous Words,
men byd dem ret farvel,
i lettelsens summende dimission,
hvor savn og tak blander sig jævnbyrdigt
med biernes galante søgen
blandt blomsters generte vækst.