Så kom nyheden om, at det albanske mindretal, i den serbiske provins Kosovo, lavede et lokalt kup og udråbte området til at være deres egen stat.
Der er vel egentlig ikke så meget at sige til det?! Køreplanen for, hvad der skal ske herefter, er jo sådan set allerede lagt. Langt størstedelen af EU’s lande står allerede på nakken af hinanden for at gøre knæfald for denne forsamling af mytterister – og heriblandt også Danmark, hvis udenrigsminister nyligen har erklæret at Danmark har i sinde at luffe efter de store drenge i skolegården, i bedste skødehundestil, sådan som det har været vor skik siden 1864, igennem 2. Verdenskrig og frem til i dag.
I virkeligheden er det temmelig tragikomisk, for 1864 var jo netop det år, hvor Danmark selv blev berøvet sit Kosovo, eller kongerigets arnested, nemlig Schleswig-Holstein, som er vor kongeslægts hjemstavn. Ikke desto mindre er det lang tid siden, og måske er det derfor man her til lands har så lidt dårlig smag i munden ved at være med til at legitimere, at Serbien i disse dage får frarøvet en del af sit land, fordi en massiv del af den lokale befolkning, et etnisk mindretal, hvis man ser på Serbien i sin helhed, nu gør krav på det.
Ikke desto mindre burde det sidstnævnte dog, i en eller anden udstrækning, være til at forstå. For er der noget, der viser sig, herhjemme, med al ønskelig tydelighed i disse dage, så er det, at gode og stuerene forsæt om tolerance og gensidig forståelse nogle gange kan blive sat på en hård prøve, og at den i visse øjeblikke kan synes at bunde i en utopi, som f.eks. når utilpassede etniske minoriteter halser forstokkede rundt i bylandskaber og sætter ild til affaldscontainere og andet inventar. Hvad er der overhovedet at samtale om, efter et sådant togt? Det er ikke den måde, vi kommunikerer på her til lands, og hverken omgangsformen, eller de mennesker der gør sig til talsmand for den, har hjemme her.
Skik følge eller land fly, her, som allevegne. Det samme gør sig gældende for albanske mindretal i Serbien, også selvom de lokalt set udgør en majoritet. Hvis albanerne i Kosovo gerne vil leve i en albansk stat, så ligger der én lige sydvest for, hvor de er, hvor de kan tage hen. Mytteri og selvtægt kan aldrig accepteres – eller det kunne det ikke, indtil i går.
Men hvis man nu skulle forsøge at stille det op, så det blev lidt mere “livsnært”, og det bliver vi jo nok nødt til, før danskerne bliver i stand til at forstå problematikken, så kunne man spørge: Hvem ville herhjemme kunne se det rimelige i, hvis en etnisk gruppering pludselig begyndte at sprede sig ud over Fyn, at dette så ville legitimere, at de en skønne dag gjorde krav på, at dette nu ikke længere skulle være dansk, men derimod en egen suveræn nationalstat? Nej vel? Der må være grænser for galskaben. Ikke desto mindre har vores allesammens udenrigsminister nu tilkendegivet, at han er villig til, sammen med det store internationale establishment, at vride virkeligheden en tand mere, fordi… ja, jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Nogle bud?
Kun få røster har herhjemme givet udtryk for, at man gør Serbien uret ved at anerkende albanernes krav om et selvstændigt Kosovo. Således har eksempelvis Søren Espersen fra Dansk Folkeparti udtrykt, at DF ikke kan stå bag regeringen når den nu anerkender Kosovo-albanernes uafhængighedserklæring.
Dernæst kan nævnes Monica Papazu, den herboende rumæner, som i utallige sammenhænge har redegjort for en anden, og efter min mening bedre, forståelse for, hvad det egentlig er, der foregår på Balkan, og hvad det er, Vesteuropa og USA finder så provokerende ved serberne. En læsning af Det sidste slag på Solsortesletten er i høj grad anbefalelsesværdig.
Uden at komme for godt i gang vil jeg bare lige kort nævne, at pointen i bogen er, at det Europa vi lever i, i dag, er et utopisk projekt, hvor man har konstrueret en virkelighed, et fælleseuropæisk projekt, som skal føres ud i livet, uanset om det har nogen organisk genklang hos de folkeslag, som bor rundt om på det europæiske kontient, og som sådan er det åndløst, fordi det netop ikke udspringer af folkesjælen i de enkelte nationer, men er en ideologisk konstruktion, sådan som f.eks. også kommunismen var det. Som sådan er Europa godt på vej til at blive viklet ind i en totalitær matrix, som skærer sig sanseløst ind i det spontane og folkelige og tager livet af det, jfr. også titlen på hendes seneste essay, Det europæiske selvmord. (Jeg har ikke læst dette endnu, men overskriften ligger godt i tråd med hendes tidligere forfatterskab).
Vi sætter (i det mindste i princippet) selv pris på at være herre i eget hus, og selvom vi løber de store drenges ærinde, så sørger vi altid for, at der kan få lov til at blive dispenseret fra snart det ene og snart det andet – forkælede opportunister, som vi jo er.
Så meget desto mere er det jo en provokation af rang, når der pludselig viser sig en prik på landkortet, hvor man, samtidig med at man fastholder sit krav om at styre sine egne anliggender, ikke giver køb på sit arvesølv for at tækkes de politisk korrektes gang henover de åndløst bonede gulve. En sådan torn i kødet er Serbien, og derfor skal de lære at sige “be-be”, om det så skal koste en muslimsk stat på europæisk jord.
Det har vi så, tilsyneladende, nu. Lad der derfor lyde et tvivlsomt tillykke til den civiliserede verdens ordensmagter for frugten af deres besynderlige bestræbelser, som bid for bid, stille og roligt kradser det gamle kristne Europa til støv, der så let som ingenting kan blæse væk i vinden, så man næsten ikke skulle tro, at det nogensinde havde været der.
Appendix
En anden version af begivenhedernes gang og sammenhæng kan man få ved at kaste et blik på hjemmesiden Kosovo – The Land of the Living Past, som er vedligeholdt af fader Sava fra Dečani Klosteret i Kosovo.
En kort dokumentar om klosteret kan ses nedenfor:
Kilder:
1 Breaking Ranks: Dansk Folkeparti Says No to Recognition of Kosovo – Byzantine Sacred Art Blog
2 DF siger nej til, at regeringen anerkender Kosovo – Jyllands-Posten
3 Det sidste slag på solsortesletten – Monica Papazu
4 Det europæiske selvmord – Kristelig Dagblad
5 Kosovo – frontlinjen mellem kristendom og islam – Uriasposten.dk
Kosovo – The Land of the Living Past