Liv er ental

Der findes nogle ord, som ikke kan være i flertal. Salt, f.eks., eller vand eller luft. På engelsk kalder man sådanne ord “utællelige”, fordi det simpelt hen er umuligt at tælle antallet af sandkorn eller antallet af dråber vand (eller hvilken mindste enhed man hypotetisk set ville gå ned til, hvis man ville give sig af med at tælle vandet).

Sådan er det også med liv. Det er også utælleligt. Ikke fordi der, som i de andre tilfælde, er så mange, at det er uoverskueligt at tælle dem alle, men tvært imod fordi der kun er ét, og når der kun er det, så er det i sagens natur utælleligt.

Der synes dog at herske den udbredte misforståelse, at liv er tælleligt. Det er ikke usædvanligt, at man hører tilfældig pop i radioen, hvor der i sangen tilkendegives, at man er herre over sit eget liv. “It’s my life”, siges der af og til. Denne tanke er slet ikke ny. Det er vel implicit dét, der siges, i et digt som Invictus, som blev mottoet for Nelson Mandela i hans kamp for at overleve Robben Island.

Denne forestilling er, ikke desto mindre, en misforståelse – ja, måske end da en vrangforestilling, thi livet er utælleligt, for så vidt som der kun er ét, som vi er mange (og meget) om at være indfældet i.

Livet kommer fra Gud, siger vi i den Nikænske Trosbekendelse, nærmere bestemt fra den tredje Person i den Hellige Treenighed, nemlig Helligånden, som ‘fylder alt, og er alle steder’, som vi siger i nogle bønner.

Derfor befaler vi også, i flere omgange, i løbet af den Guddommelige Liturgi, os selv, hverandre og hele vort liv¹ til Kristus, vor Gud.

Talen om mit, dit og de andres liv, som noget der dybest set ikke har noget med hinanden at gøre, er altså usand og i strid med den kristne forståelse af relationen mellem Skaberen og det skabte. I dén vision, låner hele skabelsen liv af Skaberen. Han er dens Herre, og alt værende er Hans tjener.

Forestillingen om at være sit eget livs herre er altså indbildning af så omfattende og grundlæggende karakter, at det forblænder hele livsperspektivet. Forestillingen om den mulige frivristelse af henvistheden til Skaberen er et direkte ekko af slangens ord til kvinden om, at mennesket selv kan tilvejebringe sig egen guddommeliggørelse. Derfor siger Kristus netop også om slangen, at han har været en morder og en løgner fra begyndelsen.

Løgnen og døden er altså uadskilleligt forbundet med vildfarelsen, nøjagtig som Sandheden og Livet² er det med Vejen.³

Det lyder måske som et noget bastant påstulat i en senmoderne kontekst, hvor subjektets relative erfaringskompleks tillægges stor betydning, om ikke for andre, så i det mindste for subjektet selv,⁴ at Liv og Sandhed er absolutte størrelser, som ikke står til diskussion, og at et forsøg på at omgås eller mediere dette, er et udtryk for løgn og død. Det er, ikke desto mindre, Orthodox Kristendoms påstulat. Til stor forargelse for ikke så få disputanter, og det har medført megen udefrakommende aggression i Orthodoxe lande til mange tider.⁵

Men Vejen, Sandheden og Livet er større end det, vore skabte øjne kan se for en umiddelbar betragtning. I den Guddommelige Liturgi ser vi ikke bare os selv, hinanden, verden, og vores egen fortid i den. Vi mindes, og vi ser, Korset, graven, opstandelsen, himmelfarten, sædet på den højre side og Kristi herlige genkomst. Skabelsesordnens rammer sprænges endnu en gang, for så vidt som vi er vidner til den yderste fremtid, og vi ser atter det, som ikke kan ses – den Virkelighed, som bærer skabelsen oppe, Ordet, som blev kød og tog bolig iblandt os. Nu ser vi Ham ikke kun indfældet i vores historie. Nu ser vi vores historie indfældet i Ham. Vi ser, at Han skal blive alt i alle, at Han, der selv er Sandhed, skal gennemstrømme alt med sig selv, så løgnens illusoriske dødelige risiko bliver overrumplet af Liv – det ene, evige og altfavnende Liv, som er den Hellige Treenigheds eget Liv, og som hele kosmos er grundet i.

I dette Liv er også Kirken grundet! Kirken er Kristi Legeme, og fordi hun er Kristi fortsatte inkarnation i historien, er hun også alene stedet, hvor vinduet ind til den guddommelige Virkelighed, som skabelsen hviler i, kan lukkes op for skabelsen selv. Alene her kan Skabelsen få sand selvindsigt, og alene her er skabelsens Livsline befriet for iblanding af løgnens dødelige risiko. Her deler Kristus sit Liv med Skabelsen, så den bliver ny, så den ikke længere blot er helliget ved at være gjort af den Højestes Hænder.⁶ Her strømmer det guddommelige Liv til dem, som er indlemmet i Legemet. Gud, som blev menneske, giver sig selv, så menneskene kan blive guddommeliggjort, fordi de får del i det ene Liv – livet forvandles til Livet. De får del i det eneste nye under solen, nemlig Kristus, og forvandles til en ny skabning. Her er allerede den kommende verden en realitet, hvor Kristus simultant er indfældet i historien og historien indfældet i Ham, hvor Han er alt i alle, og alle tilhører Ham, hvadenten vi endnu lever i historien eller er hensovet fra den.

Derfor beder presbyteren, og folket med ham, gentagne gange i løbet af den Guddommelige Liturgi: ‘Lad os ihukomme vor alhellige, alrene, højt priste, velsignede og ærerige herskerinde, Gudsmoder, den bestandigt jomfruelige Maria, tillige med alle de hellige, og befale os selv, hverandre og hele vort liv til Kristus, vor Gud.’