Så er det atter december, og der skal til (for manges vedkommende) at gøres klar til Julefejring ved månedens afslutning. Og med til dette hører, at man lytter til et bestemt katalog af sange og hymner, hvor “Dejlig er jorden” også ofte medregnes, om end den vist egentlig ikke er en decideret julesalme.
Ikke desto mindre er det da en lejlighed til at reflektere lidt over, hvad denne hymne egentlig omhandler—og en sådan reflektion indeholder ovenstående optagelse. Glædelig december måned! Jorden er dejlig!
Ok, så gik det helt amok i Frankrig igen. Hold da op… Sikke en katastrofe. Gud forbarme sig! Over de, som har måttet lade livet, og de, som forstenede står tilbage og er frarøvede deres kære, landsmænd og medmennesker.
Gud forbarme sig over alle os, hvor nogle af os måske nu med ængstelse frygter for vores egen fremtid og sikkerhed. At vi måske er truet er pludselig blevet en hel del mere (sand)synligt. Det er en “game-changer” for Europa, siger de. Islamisk Stat er kommet til Europa, kan man læse. Men det kunne man nu allerede for flere uger siden…1
Og med det samme lyder kravet om, at fredelige, almindelige mennesker, der i den ene eller anden afskygning er tilhængere af Muhammeds religiøse verdensbillede, men ikke desto mindre, fredelige mennesker, at de burde gøre sig umage for at tage afstand fra Islamisk Stat.
Det har jeg lidt svært ved at forstå, for hvis man ellers hører efter, hvad der bliver snakket og skrevet om i den offentlige diskurs, så er der jo mange kloge og sympatiske mennesker fra det muslimske landskab, som allerede gør rigtig meget for at deltage konstruktivt i det demokrati, de lever i og som i enhver henseende taler radikalisering midt imod. Jeg kan bare nævne nogle få som Özlem Cekic, Rushy Rashid Højbjerg, Khatera Parwani, Omar Marzouk, Manyar Parwani eller Naser Khader.2
Men der er jo mange flere derude. De har allerede taget afstand. De har allerede meldt sig ind under demokratiets og fædrelandets faner. Med hud og hår og deres religion i god behold–og fred være med det! Der er religionsfrihed i Danmark! Hvorfor skal de i særdeleshed forholde sig umenneskelig opførsel og terror?
Det ville jo svare til, at jeg skulle tage et særligt ansvar for at afsværge enhver forbindelse til en eller anden tilfældig radikal fundamentalist, som påberåber sig at være kristen, samtidig med at han prædiker død og ødelæggelse over medmennesker, der ikke passer ind i hans bizarre forestilling om, hvad kristendom skulle være. Og sådanne mennesker findes mange steder, og i særdeleshed i såkaldt “evangelikale”, “pentakostale” og “baptistiske” religiøse kulturer, hvor de gør et stort nummer ud af at agitere for deres ideologier i radio, tv og andre medier.
Dem tager jeg naturligvis afstand fra. Jeg tager afstand fra alt muligt! Alene ved at forsøge at leve et stille og roligt, rummeligt liv, hvor jeg ikke render rundt og peger fingre ad alle mulige skæve eksistenser (hvad det så ellers skulle være), tager jeg afstand fra et ekskluderende, excentrisk syn på mine medmennesker.
Den Hellige Apostel Peter har engang formuleret det således: “Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen!” (1. Peter 2:17) Det forsøger vi så. Jeg, og en masse andre mennesker med en anden religion end min. Så kan man vist ikke forlange mere.
Må følgende bøn inspirere til at holde fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til os:3
Jeg tager ikke her stilling til, om jeg er enig i samtlige af alle nævntes synspunkter. Blot at disse gør sig til talsmænd for en fredelig og demokratisk sameksistens i modsætning til den ideologi (hvis man overhovedet kan tale om en sådan), Islamisk Stat udfører sine terrorhandlinger for at fremme. ↩
The memory of the righteous is celebrated with hymns of praise,/ but the Lord’s witness is sufficient for thee, O forerunner./ Thou wast truly shown to be more honorable than the prophets,/ in that thou wast counted worthy to baptize in the streams Him Whom thou didst proclaim./ Wherefore, having suffered, rejoicing, for the truth,/ even unto those in hades thou didst proclaim God,/ Who had manifested Himself in the flesh,// Who taketh away the sin of the world and granteth us great mercy.
Der findes nogle ord, som ikke kan være i flertal. Salt, f.eks., eller vand eller luft. På engelsk kalder man sådanne ord “utællelige”, fordi det simpelt hen er umuligt at tælle antallet af sandkorn eller antallet af dråber vand (eller hvilken mindste enhed man hypotetisk set ville gå ned til, hvis man ville give sig af med at tælle vandet).
Sådan er det også med liv. Det er også utælleligt. Ikke fordi der, som i de andre tilfælde, er så mange, at det er uoverskueligt at tælle dem alle, men tvært imod fordi der kun er ét, og når der kun er det, så er det i sagens natur utælleligt. Continue reading “Liv er ental”