I sin påskehilsen til det serbiske folk, talte den serbiske patriark, Pavle, om Kosovo og Metohija. En oversættelse bringes her, og hele påskehilsenen kan læses, på engelsk, på Den Serbiske Orthodoxe Kirkes hjemmeside.
I disse dage med påskeglæde, i denne tid med guddommelig nåde mod alt og alle, kan vi ikke undlade at huske den menneskelige uretfærdighed og vold fra de stærke i denne verden, som vort Kosovo og Metohija udsættes for, vort Serbien og hele den serbiske nation. Kosovo og Metohija er en integreret del af enhver serbers liv, og enhver serber er en del af Kosovo og Metohija. Fordi de vidste dette, ville de, som forårsagede denne historiske uretfærdighed, tildele det dybest mulige sår, ubærlige smerte og lidelse – den smerte og lidelse som leder os til den ene, frelsende lidelse, nemlig vor Herres, på Golgatha.
Kosovo og Metohija er ikke blot et spørgsmål om serbisk territorium. Først og fremmest er det et spørgsmål om vor åndelige tilværelse, fordi vi blev født, voksede op, levede og modnedes sammen med Kosovo og Metohija, som individer og som nation. Vi har levet og døet i henhold til Kosovo testamentet: “Det jordiske rige er flygtigt, hvorimod det himmelske rige er evigt!” Det er årsagen til, at spørgsmålet om Kosovo og Metohija er så levende, psykologisk og antropologisk forbundet med enhver af os. Det er velkendt blandt de stærke i denne verden, og dette er grunden til, at de kollektivt ønsker at såre og straffe det serbiske orthodoxe folk; de ønsker at knække og knuse det, så de kan gøre os til en ansigtsløs masse, som er rede til at falde på knæ foran dem og overgive os til deres vilje og manipulation. Ved at underkaste os Kristi vilje og Hans lære, kaster vi lys på deres lovløse handling, deres hykleri, som på mange måder er at ligne med Pilatus’, da han vaskede sine hænder i den Retfærdiges blod.
Fordi vi har Kosovo og Metohija i vore hjerter og stadig drager omsorg for vore brødre og søstre, og alle de, som lider der; fordi vi har et levende Kosovo og Metohija inden i os selv, dag og nat, så kan ingen tage dem fra os. Hjemlandet er et menneskes hjerte, har en digter sagt. I vore hjerter har vi sat Kosovo og Metohija. Vi anråber alle orthodoxe serbere om, til fulde, at opfylde pagten, og dét er den Hellige Lazars tesatamente. Hvis vi fuldender den pagt, kan ingen tage Kosovo og Metohija fra os, hverken i denne, eller den kommende verden, nøjagtig som ingen kunne tage det Hellige Jerusalem fra det jødiske folk. Vi anråber jer alle, fra politikere til lærde, til de mest ydmyge og yngste sønner og døtre af vort Hjemland, at I med jeres arbejde og ærværdige liv, sammen med os må fortjene og bevare Kosovo og Metohija overfor Gud.
Lad de lærde, med deres videnskabelige arbejde, forsvare Kosovo og Metohija; lad kunstnerne, med deres kreativitet, udtrykke vort Kosovo og Metohijas skønhed og væsen; lad atleterne tilegne deres succes til Kosovo og Metohija; lad enhver forælders første ord, som de hvisker til deres nyfødte barn, være Kosovo og Metohija; lad enhver landmand tilegne hans første arbejdstime til Kosovo og Metohija; lad enhver arbejder tilegne hans første arbejdstime til Kosovo og Metohija; Lad enhver politiker tilegne hans første politiske tanke til Kosovo og Metohija; lad enhver præst bringe sin første bøn til Gud for Kosovo og Metohija!
Dette er kaldet til den uendelige kamp, som vil være Gud velbehagelig, og vor bøn vil blive hørt af Gud, thi vi overgiver ikke spørgsmålet om Kosovo og Metohija til bedrageriske mennesker og deres interesser, men vi overgiver det til Gud og Hans dom. Som den gamle salmist synger om det uretfærdigt besatte og ødelagte Jerusalem, således må vi også synge i Kosovo pagtens ånd: Om vi glemmer dig, Kosovo, om vi glemmer dig, Metohija, lad da Herrens højre hånd glemme mig! Lad min tunge klæbe til min gane, om jeg ikke husker dig, om jeg ikke lader Kosovo og Metohija være min glædes begyndelse.