Jeg tænker tit på, at det måske ville være en meget god idé at lære at bo ude i en skov, sammen med en enkelt overlevende ged, eller en ko, hvis noget sådant engang skulle blive en nødvendig “kompetence”. Hvad jeg tænker på er, at netop det medie, som gør, at man kan sidde og læse disse umodne overvejelser, jo faktisk er særdeles sårbart, og at der givetvis skal mindre til, end vi forestiller os, for at vi pludselig bliver sat i en særdeles besværlig situation.
Jeg husker stadig, for nogle år tilbage, hvor el-ledningen fra Sverige, som forsyner Nordsjælland med strøm, blev sat ud af drift, at hele denne del af landet var sat ud af spil. Man kunne ikke køre med tog. Man kunne ikke få besked om, hvad der var på færde, med mindre man rådede over en transistorradio med batterier. Man kunne hverken dulme nerverne med en kold øl, eller en varm kop kaffe. De, der stod og ventede i køen, henne i Føtex, måtte gå hjem med uforrettet sag, thi hvad er et betalingskort eller en stregkode i en civilisation uden elektricitet?
Jeg husker også, at jeg, på et tidspunkt, var vidne til et indslag i en nu glemt tv-udsendelse, hvor en eller anden ekspert udtalte, at fremtidens terrortrussel ikke så meget var af den gammeldaws slags med AK47’ere og kniv mellem bisserne, men snarere hacker-typer, som kunne nedlægge vore elektroniske infrastrukturer, og selvom det ikke kom til at holde helt stik (dette var før 9/11), så var der dog dét rigtige i det, at man ikke flyver ind i et par skyskrabere i store passagerfly, uden at have en vis teknologisk fingerspitzgefühl. Der er heller ikke så meget rammersjang over at sidde ved en computer og sniffe sig frem til at kunne dræne et mindre lokalsamfund for strøm, som der er ved at flyve et hold passagerer og en hel bydel i en større metropol ad helvede til, og så længe der er pr-værdi i terrorisme, kan det godt være, man fortsat primært skal være på udsigt efter skulende fyre med hang til fyrværkeri (om det så kun er i en Københavner-forstads-opgang).
Ikke desto mindre, så er det dog under alle omstændigheder tilfældet, at vores nuværende teknologiske virkelighed på mange måder er sårbar, og at kun en tåbe ikke bør frygte den – eller rettere, hvad den kan trues af. Således viste det sig jo nyligen, at det kan være en uoverstigelig udfordring (som, i fald den er uoverstigelig, med ét viser sig at være et problem) at få mælk fra ko til cornflakes, hvis computerne bliver sendt til tælling. Skulle noget sådant en dag ske i større målestok, og over længere tid, uanset hvad årsagen så end måtte være, så kunne der sagtens brede sig noget panik, selv i de mest afsidesliggende egne, hvor man normalt ikke lader sig gå på af alverdens larm og spektakel, og så var det måske ikke dårligt at vide, hvilken del af koen, man skal vride i, for at få mælk til de flødebagte kartofler, hvilke bær og svampe man kan spise med sindsro, og hvordan man får ild i et bål med flintesten, en regnvåd novembermorgen(?)…
“The Sublime Moment” – Salvador Dali. På billedet ses objekter, som ikke har nogen direkte meningssammenhæng, sat i forbindelse med hinanden, hvilende i et øjeblik af kompositorisk ballance, inden de i næste nu må forventes at falde til jorden, og bevæge sig i forskellige, uforudsigelige retninger.
Links: IBM beklager it-nedbrud