Melankoli er ikke en følelse af håbløshed og tristesse. Den er rummet, hvor mennesket indfinder sig med sig selv i refleksiv egen-accept. Nogenlunde sådan beskriver Tom Sonntag hensigten og drivkraften bag ved hans seneste og femte album “View”, som er udkommet i maj 2017. Her bliver vi taget med på en rejse ind i et univers, der genlyder af Nordens høje og sorte, stjerneklare nat, hvor menneskene lever i respektfuld sameksistens med den natur, de er vokset ud af, som de lever i og lever af i en gensidigt betingende dans og vekselsang.
Instrumenteringen på albummet består af piano, harmonika, guitar, cello, tværfløjte, percussion og bas, og der er arbejdet med lydscenarier, både elektroniske og optagelser fra hverdagssituationer med mennesker — både store og små. Der er både instrumentale numre, hvor der bliver givet god tid til at lade klangrummene stå som store åbne landskaber, og der er sang, både med og uden tekst som bevæger sig i retning af samiske joikende besværgelser, hvor der samarbejdes med overjordiske kræfter, vi knap nok forstår, men som slynger sig lydløst og indtrængende ned mod jorden, hvor vi står og forstummede lader os indhylle i nordlysets overvældende kraft.
Tonen på albummet er søgende og afventende. Der er nærmest tale om en musikalsk sansning af verden og menneskets indfældethed i den, uden intentioner om at aftvinge fortolkninger eller forklaringer. I nummer efter nummer udfolder sig en meditation og indøvelse i modtagelse af virkeligheden i sin overvældende såledeshed og en invitation til at blive ét med den i tid og sted — nu og her.
Der er således ikke lagt op til hygge-muzak og ligegyldigt fraserede floskler. Der er kæmpet med det musiske udtryk. Der har fundet en bemægtigelse sted, og skal man kunne mærke dette, må man selv sætte sig for at bemægtige sig virkeligheden bag overfladen i musikken. Ikke at der er tale om svært tilgængelige fraser eller harmonier — udtrykket er sådan set letforståeligt nok og kræver ingen særlige forudsætninger eller manualer. Men nøglen til tilegnelse af musikken ligger i musikken selv, og skal man få øje på den, skal man beslutte sig for at lytte koncentreret, for at den lukker sig op.
Og det gør man så — venter. Og så gør den det — lukker sig op. Og så står man dér midt i håbets gigantiske melankolske katedral, hvor mennesket forener sig umærkeligt med resten af verden i vægtløs gensidig accept.
