Author: Nicolai Gideon

Så bliver der slået uskyldige mennesker ihjel i Paris, og hele Europa fyldes med afsky. Det er jo ikke så underligt! De mennesker, som har udført denne handling, er nogle kujoner som med deres handlinger giver anledning til at tro, at de står tilbage i udvikling, sammenholdt med vores generelle forestilling om, hvilket niveau vi er nået til som race.

Hurtigt er mange af vore folkevalgte representanter (Helle T., Lars L. Özlem etc.) ude og give udtryk for deres representative afsky, som jeg må formode, vi alle tager del i, hvis vi ellers er mennesker, som står på et højere udviklingstrin end de kujoner, som har dræbt uskyldige i Paris.

Og hvad sker der så?

Så bliver der dælendundreme lukket op for Danmarks åndelige kloak i kommentarfeltet hos de pågældende folkevalgtes fordømmelser af udåden, og det vælter frem med alskens smålige kommentarer og xenofobiske opstød, der får én til at betvivle, at de danske primater er så udviklede endda.

Hvis man vil fred og fordragelighed, så må man leve fred og fordragelighed. Man må tænke det. Sige det. Skrive det! Der er ikke megen fred og fordragelighed i de mange kommentarer. Der er hævntørst! Og hævntørst er netop, hvad der drev de ynkelige udådsmænd i Paris til at handle i dag. Hævntørst i yderste og ukontrolleret potens. Det er en farlig vej at gå, og jeg kan se, at der er mange af mine landsmænd, der leger med ilden.

I Paris er folk samlet i sympati med de dræbte og i protest over den utæmmede småligheds ødelæggende vildskab. Folk. Mennesker. Af alle mulige religiøse, sexuelle, politiske og Gud/Allah/Buddha/Krishna ved hvilke observanser. Det er betyder ikke noget i dag (eller nogen som helst anden dag i øvrigt). De er i stand til at skille skidt fra kanel og se ud over alle mulige daglige stridsspørgsmål, fordi det her er større. Der er ikke noget at være uenig om her. De er mødt frem for at vise, at de også er ramte, fordi de dræbte er mennekser. Nogens børn og børnenebørn. Nogens mand, kone eller kæreste. Nogens forældre.

At begynde at koge sursuppe på dén begivenhed er smagløst og småligt og fører ingen vegne.

Med henvisning til én af mine personlige helte, nu afdøde Patriark Pavle af Serbien, så lad os nu være mennesker, for Guds skyld! Alt andet er håbløst!

Set i lyset af, at jeg både har svenske og hollandske aner, hvis vi ellers trævler familietræet tilstrækkelig meget op, kan jeg med en vis lettelse konstatere, at jeg også intellektuelt set har en vis ret til at kalde mig for dansker—selv om det nu i forvejen stod klart, sådan rent indfødsretsligt.

Jeg må altså gerne blive! Ingen kan smide mig ud! Ikke en gang verdens dummeste spørgsmål kan give anledning til, at man kan fratage mig mit danske pas og sige, “du’r ikke—væk!” Så her kommer det:

Som allerede nævnt, ville en grundig slægtsforskning af hhv. mit fædrende og mødrende ophav afsløre, at mine forfædre drog ind i landet fra dels Holland og dels Sverige. Jeg gad nok vide, om det gør mig til en indvandrer, eller mere præcist, en efterkommer af indvandrere. Teknisk set vel ja?

Derudover spekulerer jeg på, hvor mange andre danskere (for jeg har altid opfattet mig selv som dansker—vi talte dansk derhjemme, det spillede ikke nogen praktisk rolle i mit barndomshjem, at vi åbenbart var efterkommere af indvandrere og i det hele taget levede vi et gennemsnitligt dansk liv med dansk mad, brun sovs og kartofler), hvor mange andre danskere, som på samme måde også kan spore deres aner tilbage til områder, der ligger uden for Danmarks grænser. Jeg ved f.eks., at Hendes Majestæt, Dronning Margrethe II af Danmark, kan! Og trenden fortsætter i hendes umiddelbare efterkommeres tilfælde!

Det samme gør sig også gældende for mange af vore andre landsmænd og -kvinder. Deres aner bugter sig også i bakke, dal og ud på de vilde vover, hvad enten de hedder Smith, Müller eller Nilsson, eller hvad det nu måtte være, og, for at være helt ærlig, jeg har svært ved at forestille mig, at vi alle sammen kun udgør 10% af den samlede befolkning, hvilket er det korrekte svar på første spørgsmål, nemlig, “Hvor stor en andel af befolkningen i Danmark er indvandrere og efterkommere?” Der er altså ét eller andet, der ikke stemmer.

Sandheden er vel, at spørgsmålet på sin vis ikke giver nogen mening? Langt flere, end vi til dagligt har overblik over, er nemlig efterkommere af indvandrere—selvom vi er glade for både flæskesteg og juletræer i december, og elsker vort land til Skt. Hans. Og at man således har valgt at stille et meningsløst spørgsmål som det første i en quiz, der skal afdække graden af adspurgtes leksikale paratviden som grundlag for en evt. blåstempling af vedkommendes danskhed, er jo egentlig både illustrativt og komisk—på den lidt tragiske facon, for præmissen for det stillede spørgsmål er i en vis forstand noget sludder, lige som hele duelighedsprøven er—thi hvordan måler man noget menneskes danskhed på baggrund af 30 spørgsmål, når ikke en gang alle danskere (med den lidt mere, som i mit tilfælde, diffuse indvandrerbaggrund, der dermed ikke foranlediger 30 spørgsmål til professoren) faktisk kan bestå og dermed, på dén konto, burde frakendes deres (intellektuelle) indfødsret?

Og når de adspørgende (man må formode at spørgsmålene er stillet af danskere, der mener at kunne udpege hvad der er værd at vide, når man er dansker), er ude af stand til at stille indlysende spørgsmål, hvordan kan man så forvente, at de er i stand til at vurdere det indlysende i de afgivne svar? Jeg mener, når der stilles forvirrede spørgsmål, må det vel afspejle en forvirring hos den spørgende, og forvirring har aldrig været godt for dømmekraften.

Min undren er stor, og jeg kunne sikkert blive ved i lang tid med at udfolde den. Det skal jeg ikke. Jeg skal bare sige, at hvis nogen tager testen for sjov, selvom passet ligger sikkert i skrivebordsskuffen, så tillykke! Det er hamrende ligegyldigt, om du klarer den eller ej—lidt usikkert er det dog, om dine kundskaber er til gavn eller gene for dit fædrelands fremtid.

Hvis du derimod tager testen, fordi du har et ønske om at opnå indfødsret og statsborgerskab, og du klarer den—så tak for din indsats og tillykke! Dine kundskaber og vilje til at engagere dig har givet afkast. Jeg håber, du nu også vil bruge din energi på at være med til at gavne dit nye fædrelands fremtid.

Held og lykke!