Jeg har altid fået at vide, at diskrimination er af det onde. Dét, og så fordomme! Det er noget skidt! Hvis én af disse to skulle indfinde sig ét eller andet sted i mit sinds tusmørke, burde jeg virkelig have en moraliserende alarm, der omgående gik af, lod jeg mig ofte belære. Og sådan foresvæver det mig, at mange stadig tænker, i den politiske korrektheds, demokratiets, udsynets og måske endda den rene fornufts navn.
Men sådan er virkeligheden bare ikke. Vi diskriminerer hele tiden. Vi bedømmer hele tiden. Det er et naturligt instinkt, der lever i os—som vi lever af, og som skal disciplineres og trænes, så det fungerer hensigtsmæssigt, og ikke klemmes inde og begynder at degenerere, mutere og vokse vildt og ukontrolleret.
Diskriminationens og fordommens fornemmeste opgave er at hjælpe os med at navigere i tilværelsen. Kende forskel på op og ned, frem og tilbage, skidt og kanel, dig og mig og vi to, det ædle og det usle. Den er at skelne tingene, se dem an, tage bestik af situationen. Træde på bremsen, inden det er for sent. Ingen diskriminations- og fordomsevne? Intet kørekort!
At denne evne er blevet misforstået og misbrugt, skal man ikke være detektiv for at indse. Race, religion og nationalt tilhørsforhold er jo indlysende forskelle i vores menneskelige erfaring, som er blevet gjort til parameter for at kategorisere forskellige grupper. Men en sådan diskrimination og fordom kræver ikke den store anstrengelse af sin udøver. Den kræver blot øjne i hovedet og ganske lidt faktuel viden om dén, man vil udøve sin diskrimination og fordom overfor.
At diskriminere, alene på baggrund af nogens etniske, nationale, religiøse eller andre lignende forhold er særdeles simpelt—man kunne fristes til at kalde det primitivt. Det er ofte denne type forsimplede generaliseringer, som finder sted i højredrejede politiske miljøer, hvorfor det er svært at se dem som andet end grundlæggende primitive, hvor sofistikeret deres narrative, intellektuelle og praktisk organisatoriske overbygning så ellers måtte være.
Og hermed har jeg jo i grunden sagt noget generaliserende om et bestemt politisk miljø. Jeg har sådan set fældet en fordom. Og måske har jeg set rigtigt. Eller måske tager jeg fejl. Men jeg har forsøgt at beskrive verden, sådan som jeg ser den, og jeg forsøger at navigere efter det. Så må den bifalde eller anfægte, som vil. Min påstand står, og måske bliver den begyndelsen til en samtale.
Jeg vil nemlig ikke gerne acceptere den konfliktsky usandhed om, at det er noget skidt at diskriminere. At det er formasteligt at have fordomme. Og jeg vil heller ikke godtage dens muterede modstykke, hvor der diskrimineres og fældes fordomme, brovtent og uden virkelighedssans, med afsæt i biologiske, geografiske og kulturelle omstændigheder (hinsides muligheden for menneskelig indflydelse), fordi virkelighedssansen overdøves af larmen fra den indre forskrækkede og generaliserende monolog.
At acceptere forsimplingens usandhed forvrænger billedet af verden, og os selv i den—både i den konfliktsky- og i den overdrevent generaliserende skikkelse. Begge må de tales midt imod—eller endnu bedre, de må omtales og identificeres som det, de er.
Det kræver tid og anstrengelse at lære at kende forskel på op og ned, frem og tilbage, skidt og kanel, dig og mig og vi to, det ædle og det usle. Man må skrue ned for monologen—den ydre, som den indre. Man må lytte til verden udenfor, og på en måde starter vi forfra, hver gang vi står overfor det næste medmenneske.
Det kræver stort engagement og opfindsomhed, og der er ikke rigtig nogen velfærdsstat, som kan levere en passende metervare, som vi kan bestille med vores NemID på sikker afstand. Vi må ud, hvor det kan ses, høres, lugtes og mærkes. Og derude—hvor vi faktisk kan hænde at blive hævet over fantasiens forskrækkede fristelser—dér er der mange gange meget mindre farligt, end vi først havde forestillet os!
Like this:
Like Loading...
